Tema Skat skal undersøges

ANALYSE S-DF-alliancen - nu også med fælles brevpapir

Parløbet mellem Thulesen og Mette Frederiksen demonstrerer det dårlige klima mellem DF og regeringen

S-DF-parløbet om skattekommissionen demonstrerer endnu en gang, at samarbejdsklimaet mellem regeringen og støttepartiet er elendigt, skriver Christine Cordsen. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Tonen kan godt blive en anelse galgenhumoristisk, når Venstrefolk i disse dage tager temperaturen på forholdet mellem Trekløverregeringen og Dansk Folkeparti.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sikrede sin politiske overlevelse ved at ændre V-regeringen til VLAK-regeringen, var en af de presserende opgaver at få skabt et mere harmonisk forhold til regeringens støtteparti.

DR's politiske korrespondent Christine Cordsen

Christine Cordsen er politisk korrespondent på DR Nyheders Christiansborg-redaktion. Hun er en del af det team, der producerer politiske nyheder til først og fremmest TV Avisen kl. 21.30 og til 21Søndag. Desuden analyserer hun dansk politik i tv, radio og på dr.dk.

Se profil

Nu er der så gået et halvt års tid, og trods de gode intentioner har der været den ene krise i forholdet efter den anden. Samtidig med at DF-formand Kristian Thulesen Dahl offentligt flirter mere og mere ihærdigt med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

Politisk knibtangsmanøvre

Og mandag aften sad de to partiformænd så igen sammen i en af Folketingets sofaer med et fælles krav om en undersøgelseskommission, der skal kulegrave skandalerne i Skat. En politisk knibtangsmanøvre, som tvang regeringen til at omfavne kravet og bebude forhandlinger om en sådan kommission.

S-DF-parløbet om skattekommissionen demonstrerer endnu en gang, at samarbejdsklimaet mellem regeringen og støttepartiet er elendigt.

Hvis samarbejdet havde fungeret, ville almindelig praksis i sådan en sag have været, at DF henvendte sig til statsministeren med et klart budskab om, at nu var tiden inde til at få nedsat en kommission. Den melding kunne regeringen så agere på, og regering og støtteparti kunne stå sammen om beslutningen. Eller havne i en konflikt, men i så fald efter at have forsøgt.

Signaler til Løkke

Faktisk havde DF-toppen sendt et signal til Løkke om, at tiden var inde til at reagere på den tiltagende kritik af, at skatteskandalerne ikke bliver kulegravet, og ingen stillet til ansvar for de politiske beslutninger. Budskabet blev afsendt i løbet af Store Bededagsweekenden.

Hvad der derefter skete, fortaber sig i ikke helt enslydende forklaringer. Der er også Venstrefolk, som mener, at regeringstoppen var for sendrægtig med at opfange det politiske stemningsskifte og med at reagere på det.

Under alle omstændigheder var det åbenbart ikke gået op for Løkke, at Kristian Thulesen Dahls tålmodighed var så kort, at han allerede mandag eftermiddag kl. 17 mødte op på Mette Frederiksens kontor for at lave en aftale med hende. En aftale, der to timer senere var klar til offentliggørelse i en fælles S-DF-pressemeddelse - prydet med begge partiers logo og det hele.

Og uanset hvad der præcis er foregået mellem regeringen og DF, mens danskerne nød en lang og lun forårsweekend, så understreger det sådan set bare, at samarbejdet - stadig - ikke fungerer.

Der er brugt hundredvis af millioner på undersøgende kommissioner igennem de seneste årtier, blandt andet ved sagen om mandatsvig i Farum Kommune.