Tema Trepartsforhandlinger

ANALYSE: Trepart kan ende med historiens vingesus og hævnens sødme

LOs formand har meget at vinde ved at indgå en god aftale med regeringen og arbejdsgiverne.

Det er intet mindre end Danmarks "økonomiske og kulturelle sammenhængskraft", der skal reddes, når statsminister Lars Løkke Rasmussen torsdag sætter gang i de såkaldte trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Succesen ved en forhandling handler i høj grad om at skabe realistiske forventninger til resultatet. Og når man har initiativretten, har man også det privilegium at definere succeskriterierne.

På den vis kan man det virke som meget modige formuleringer, der kom fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) et lille døgn før forhandlingerne torsdag. For som han skrev:

Trepartsforhandlinger

Det er et stort ansvar, der hviler på repræsentanterne for regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne, når de går i gang med trepartsforhandlingerne. Succesen ved en sådan forhandling handler i høj grad om at skabe realistiske forventninger til resultatet.

Gå til tema

Sammenhængskraften er på spil

"Vores økonomiske og kulturelle sammenhængskraft krakelerer, hvis vi ikke får langt flere flygtninge i arbejde hurtigere. (...) Og det er et menneskeligt problem, hvis flygtninge lever en passiv tilværelse. Derfor er det afgørende, at vi lykkes med at rette op på årtiers fejlslagen arbejdsmarkedsintegration. (...) Væsentlige samfundsproblemer er tidligere blevet løst i fællesskab med arbejdsmarkedets parter, og den tradition har vi i den grad brug for at tage op igen."

Et samfund på spanden

Det er altså nærmest et historiens ansvar, der hviler på repræsentanterne for regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne, når de torsdag officielt går i gang, må man forstå. Kender de ikke deres plads og rolle i danmarkshistorien, og leverer de ikke et solidt resultat, må man se for sig et samfund, der er på spanden. Et samfund hvor den kulturelle og økonomiske sammenhængskraft krakelerer.

Kan de overhovedet andet end at fejle, når opgaven tilsyneladende er så monumental, at et armageddon er alternativet til succes?

Maksimalt pres

Man må konkludere, at Løkke bruger det sidste ord før trepartsraketten skydes af til at lægge maksimalt pres på forhandlingsparterne. Det er nu eller aldrig. Men ser man på det samlede billede i medierne over de seneste uger, er der også grund til at tro, at Løkke har en fornemmelse af, at det kan lykkes.

I forberedelserne har han givetvis kigget på fiaskoen for Helle Thorning og Bjarne Corydon, da de forsøgte at lave en trepartsaftale under den socialdemokratiske regerings første leveår. Det faldt til jorden med en kraft, så det har runget lige siden.

Meget var anderledes den gang. For eksempel var bundlinjen nærmest skrevet, inden forhandlingerne gik i gang: Trepartsforhandlingerne skulle ende med, at danskerne skulle arbejde 12 minutter mere hver dag - en time mere om ugen. Det havde S og SF nemlig lovet i deres fælles plan "Fair Løsning" allerede før valget. Det blev som bekendt ikke til noget, for LO-formand Harald Børsting kunne ikke levere, da det store magtfulde metalforbund trak sin støtte til projektet.

Praktik i stedet for indslusningsløn

Denne gang har regeringen tilstræbt at stille mere fleksible mål op. I første omgang handler det om, at integrationen af de mange nytilkomne skal blive en succes. Finansminister Claus Hjort Frederiksen sagde godt nok lidt for tidligt, at han gik ind for indslusningsløn til flygtninge - altså en generel lavere løn til nyankomne i deres første tid på arbejdsmarkedet - men det, var alligevel ikke regeringens mål, måtte han senere erkende, eftersom det stod klart, at fagbevægelsen ikke kunne leve med den model.

Forløbet viser, at forhandlingerne reelt været i gang i nogen tid, hvilket også giver Løkke håb. Læg mærke til at fagbevægelsen i stedet for indslusningsløn nu går ind for virksomhedspraktik. Forskellen på de to modeller er givetvis vigtig for fagbevægelsen. Men for regeringen kan det nærmest være et fedt, og dermed tegner det allerede konturerne af en kommende aftale.

Der er tegn på tillid

Et andet vigtigt signal for regeringen er, at fagbevægelsen ikke har stillet sig på bagbenene overfor det forløb, som Løkke har tegnet op. Det var ellers tæt på at gå galt. Regeringen vil tage tingene i temaer og holde andre dele ude. Første tema er altså integration. Men LO vil med opbakning fra Socialdemokratiet kæde spørgsmålet om arbejde og praktik til flygtninge direkte sammen med spørgsmålet om arbejde og praktik til indfødte danskere. Det i en sådan grad at det på et tidspunkt forlød, at fagbevægelsen ville kræv 1-1, at der kommer en dansker i job eller praktik, hver gang der kommer en flygtning i job eller praktik.

Da vil Risgaard have opnået det under en borgerlig regering, som Harald Børsting ikke formåede under en socialdemokratisk. Det har både et historiens vingesus og en hævnens sødme over sig, som både Risgaard og Løkke givetvis har et godt blik for.

Men da regeringens kommissorium tirsdag blev offentliggjort, var der det klappet af: Fagbevægelsen accepterer umiddelbart, at den måske kommer til at levere på integrationsområdet uden at vide, hvilken betaling den vil få, når der skal findes praktikpladser til danske elever. Det vidner om, at der er en vis tillid hos fagbevægelsen til, at regeringen og arbejdsgiverne er til at gøre forretninger med.

Personlig prestige spiller ind

Meget er altså på spil. Men ud over at disse rigets magtfulde kvinder og mænd ifølge Lars Løkke Rasmussen altså bærer det danske samfunds fremtid mellem sig, så er der også masser af både faglige muligheder og personlig prestige i forhandlingerne. Regeringen er pinlig bevidst om, hvem der sidder ved bordet. Og ikke mindst den nye LO-formand Lizette Risgaard er interessant.

Hun er kommet til LOs formandspost fra en position som næstformand under Harald Børsting, der tilsyneladende ikke havde det store til overs for hende. Så da hun overtog landsorganisationen huggede hun resolut hovedet af det meste af toppen i LO, som havde været loyale overfor Børsting.

LO-baglandet presser på

Nu står hun så overfor sin første store opgave som formand og skal bevise sit værd. Presset på hende fra baglandet er enormt. Hos lokalformænd i LO-familien er fagbevægelsen sat i verden for at skaffe arbejdspladser og ordentlige arbejdsvilkår for sine medlemmer. Og ikke for at give arbejdet på lempelige vilkår til flygtninge eller andre med lave lønkrav.

Deri ligger den største fare for sammenbrud i forhandlingerne måske. Og med Løkkes retorik om at samfundets kulturelle og økonomiske sammenhængskraft er på spil, er det nærliggende at spekulere i, om han i det tilfælde vil lovgive sig til et resultat. Det vil være en enorm bet for LO og alle tilhængere af den såkaldte danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere aftaler sig frem til vilkårene på arbejdsmarkedet.

Hævn og historisk vingesus

Så Risgaard har noget at bevise. Kommer hun til at levere et solidt resultat ved disse trepartsforhandlinger, sætter hun sig som en stærk LO-formand, der leverer afgørende indflydelse til LO og fagbevægelsen. Det vil placerer LO tæt på magten som en spiller, regeringen kan regne med. Som en central organisation der tager ansvar for hele det danske samfund og ikke kun medlemmernes snævre interesser. Men får hun tilmed tilgodeset dem i resultatet med f.eks. praktikpladser, har hun gjort det godt.

Da vil Risgaard have opnået det under en borgerlig regering, som Harald Børsting ikke formåede under en socialdemokratisk. Det har både et historiens vingesus og en hævnens sødme over sig, som både Risgaard og Løkke ved, kan være en stærk kraft i forhandlingerne.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube