Uffe Tang: Kampen om topskatten ligner et forudsigeligt nederlag til regeringen

Internt i regeringen overvejer man, hvordan den bedst kommer ud af et nederlag om topskat

Dansk Folkeparti udfordrer regeringens intention om, at færre skal betale topskat. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © sCANPIX)

Markant færre skal betale topskat, står der i regeringsgrundlaget. Markant flere vil blive skuffede, må man forvente.

For regeringen har ikke noget flertal for at ændre topskatten. Og de muligheder, der måtte have været for politiske kompromisser, snævrer sig stadig mere ind. Senest med Dansk Folkepartis melding om, at enhver snak om topskattelettelser af nogen art er ren spild af tid.

Dermed ser ikke bare de liberale drømme om at sænke topskatteprocenten, men også håbet om at få færre til at betale den ud til at være en nærmest ufarbar vej.

I dag betaler man 15 procent ekstra i skat af det, man årligt tjener over knap 480.000 kroner. Det var den procentsats, Anders Samuelsen krævede sænket med mindst 5 procentpoint. Da det blev taget af bordet, var det liberale håb, at man i efteråret kunne blive enige om at hæve beløbsgrænsen, så langt færre skulle betale de 15 procent. Men også det ser altså svært ud nu.

Forholdet forpestet

Regeringens plan om at lette topskatten har helt fra begyndelsen været en torn i øjet på Dansk Folkeparti. Men det var Liberal Alliances tur op i det ultimative topskattetræ sidste efterår, der for alvor forpestede forholdet til det parlamentariske grundlag.

Ja, endnu værre end det, mener nogle på Christiansborg. Anders Samuelsens spillen med musklerne var måske endda med til at sende Dansk Folkeparti direkte i armene på Socialdemokratiet og give Mette Frederiksen en platform i dansk politik i en tid, hvor hun med borgerlige øjne burde have fristet en trælsom tilværelse som birollefigur i opposition.

Kritk og vælgerflugt

Udover at Dansk Folkeparti har følt sig voldsomt provokeret af Liberal Alliances forsøg på at presse topskattelettelser igennem med ultimative krav, så har partiets mange aktioner side om side med Socialdemokraterne også gjort det endnu sværere for dem at gå ind i en skatteaftale med regeringen, der tilgodeser dem med de højeste indtægter.

Kritikken fra Socialdemokraterne må forventes at blive voldsom, hvis Dansk Folkeparti alligevel skulle lave en sådan aftale. Og de mulige vælgervandringer tilbage til S fra DF kan blive katastrofale for Thulesen Dahl, hvis han gør det.

Klassisk situation

Alt det ved de godt i regeringen. Lyttede man til Anders Samuelsens formandstale på Liberal Alliances årsmøde i foråret, var det da også tydeligt, at han gjorde klar til et resultat, der ikke indeholder de massive lettelser af topskatten, som han både drømte om og højlydt krævede, inden han kom i regering.

Derfor arbejder regeringen i disse dage på at finde den rigtige taktiske tilgang til en skatteforhandling, som alle forventer ender med ingen eller meget begrænsede lettelser i topskatten. Og situationen er helt klassisk for denne regering: Den er splittet mellem den idealistiske og den pragmatiske model.

Idealistisk eller pragmatisk

Spørgsmålet er, om regeringens skal spille hårdt ud og fremlægge en plan for en markante forhøjelse af grænsen for, hvornår topskatten sætter ind, selvom den ikke har en kinamands chance for at komme igennem med det. Eller om den hellere skal fremlægge en plan, der er realistisk og kun indeholder beskedne eller måske slet ingen ændringer i topskatten.

Begge modeller har sine fortalere. Der er dem i regeringen (især i Liberal Alliance), der mener, at regeringen står sig bedst ved kontinuerligt at fremlægge rendyrket borgerlig, liberal politik, så enhver kan se, hvad regeringen vil. Fortalerne mener, at det er måden at vise, at man har et godt, borgerligt bud på at løse problemerne, men at det er Dansk Folkeparti, som står i vejen. Uborgerlige og uansvarlige.

Nederlagsfortælling

Skeptikerne har svært ved at se ideen i, at regeringen - igen - skal trækkes gennem et langt forhandlingsforløb, der ender med en nederlagsfortælling, uanset om regeringen også vinder sejre i en endelig aftale.

Det disse skeptikere især i Venstre med Claus Hjort som et godt eksempel, der mener, at det er bedre at fremlægge pragmatiske planer, som man realistisk set har en mulighed for at få gennemført med det folketing, vælgerne nu en gang har sammensat.

Ulempen er, at regeringen kan komme til at se ud som om, at den fører en anden politik, end dens vælgere havde forventet. Fordelen er, at den ser ud til rent faktisk at kunne beslutte noget.

Hurtig kritik eller langt nederlag

Derfor anses det stadig for en mulighed, at regeringen spiller ud med et skatteforslag, der ikke indeholder en markant hævelse af beløbsgrænsen, hvilket ville fjerne topskatten for mange danskere, der i dag tjener mere end 40.000 kroner om måneden.

Det vil umiddelbart give kritik i pressen og medføre hån fra oppositionen. Regeringen vil blive mindet om Anders Samuelsens stålsatte øjne og regeringsgrundlagets løfter. Men den kritik vil være hurtigere overstået, end den langstrakte fortælling om regeringen, der ikke kom igennem med ret meget af sit forslag om at få markant færre til at betale topskat.

For Lars Løkke Rasmussen er valget efter alt at dømme ikke så svært. Han har hele tiden talt om at lette skatten for dem, der tjener mindst, så det bedre kan betale sig at arbejde, som det hedder. Det var hans valgløfte.

Skal plastret hurtigt eller langsomt af?

Regeringens løfter om at sænke topskatten eller lade færre betale den, har altid været mærkesager for Liberal Alliance og til dels De Konservative. Så spørgsmålet er, om Løkke kan få det igennem i regeringen, at spille ud næsten kun med lettelser af skatten i bunden, når forhandlingsoplægget bliver offentliggjort senere på måneden. Eller om Samuelsen kræver den idealistiske tilgang.

Resultatet ser med den seneste melding fra Dansk Folkeparti ud til at blive den samme: Regeringen ser ud til at måtte inkassere et forventeligt nederlag på sagen. Spørgsmålet er bare, om plastret skal hives hurtigt eller langsomt af.