Prisen stiger for lukning af skandaleramt skattesystem

Lukningen af Skats system til inddrivelse af gæld risikerer at koste yderligere 100 millioner kroner.

Prisen for at skifte det udskældte EFI-system ud risikerer at koste yderligere 100 millioner kroner. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Det har allerede kostet statskassen mange tabte millioner kroner, og nu ser regningen for det udskældte EFI-system ud til at blive endnu højere.

Systemet, der skulle inddrive danskernes gæld til det offentlige, blev skrottet i september. Men det er ikke en hurtigt overstået opgave. Sideløbende med lukningen udvikles der et midlertidigt system, som skal erstatte EFI-systemet, skriver it-mediet Version 2.

Inddrivelsessystemet skal pilles fra hinanden, men dele af det skal køre videre, mens der bliver udviklet midlertidige erstatninger. Det kan komme til at koste mellem 50 og 100 millioner kroner og vare fire år.

I september sidste år slog Kammeradvokaten fast, at it-systemet har så alvorlige fejl, at en del af inddrivelsen var direkte ulovlig. Det fik Skat til at lukke ned for inddrivelsessystemet.

Kammeradvokatens rapport afdækkede blandt andet, at Skat inddrev gæld, som er forældet - og som Skat dermed ikke længere har krav på. Allerede før lanceringen af EFI-systemet i foråret 2013 blev Skat advaret af leverandørerne bag.

Systemet var ikke testet tilstrækkeligt og ville ikke fungere ordentligt, lød advarslen ifølge Berlingske.

I slutningen af september 2015 fremlagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) så en 25 sider lang kriseplan, der skal forsøge at rette op på den skandaleramte myndighed.

EFI-skandalen kan i værste fald komme til at koste de danske skatteborgere op mod 14 milliarder kroner.

Det er planen, at EFI-systemet i 2019 skal være helt erstattet af et nyt inddrivelsessystem.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube