Professor: Ingen grænser overskrides ved alkohol-konfrontationer

Københavns Kommunes nye konfrontationsmetoder til forbedring af sundheden er blot en mere direkte slags kampagne, mener filosofiprofessor.

I et nyt sundhedstiltag skal jobscentret spørge ind til klienternes rygevaner, og pædagogerne skal konfrontere forældre, hvis de har mistanke om et alkoholmisbrug. (© ColourBox)

Der er ikke for meget indblanding i borgernes privatliv, når København Kommunes med nye mere opsøgende metoder vil sætte ind overfor borgernes helbredsproblemer, lyder vurderingen fra Vincent Hendricks.

Han er professor i filosofi på Københavns Universitet og leder af Center for Information og Boblestudier. Ifølge ham har borgeren og kommunen indgået en stiltiende aftale, der betyder, at man som borger både får nogle rettigheder og nogen pligter, som man skal henholde sig til.

Københavns Kommunens sundhedstiltag
  • I et nyt sundhedtiltag, der bygger på en ”bruger til bruger-tilgang”, skal en gruppe mænd fra et relevant lokalområde uddannes i motiverende samtale, motion, kost, alkohol- og rygevaner. Formålet er, at de skal ud og opspore de mænd, der er i risiko for at udvikle type 2-diabetes (enlige, arbejdsløse, over 40 år) og på den måde være øjenhøjde med borgeren.
    Allerede eksisterende sundhedsindsatser:
  • Pædagoger og lærere, der har mistanke om et misbrug hos en forælder, spørger direkte ind til eksempelvis alkoholvaner med henblik på alkoholrådgivning.
  • Jobscentret informerer klienterne om tilbud i kommunen om rygestop.
  • Etniske kvinder uddannes i at videreformidle viden om sundhed og ernæring til deres lokalmiljø.

Så når mænd, der er uddannet til formålet, går ud i lokalområdet og opsporer mænd i farezonen for type 2-diabetes, eller når pædagoger udspørger en forælder om alkoholvaner med henblik på at hjælpe, så kan man ikke klandre kommunen for at gå for langt.

- Så længe man ikke berøver den enkelte borger muligheden for at sige nej og ikke går ind og beslutter, hvad borgeren skal og ikke skal, så er det bare et tilbud, som er mere direkte end en kampagne, siger Vincent Hendricks, der mener, at kommunen tager ejerskab over nogle af de vanskeligheder, som borgerne har.

Venstre og Konservative på rådhuset har kaldt Sundheds- og Omsorgsforvaltningens tiltag for 'formynderiske' og mener, at folk i teorien skal have lov til at drikke sig ihjel, hvis de vil det.

Og den ret har borgerne stadig trods de nyt initiativer, mener Vincent Hendricks:

- Kommunen gør det jo ikke umuligt for dem. De giver dem bare en anden form for oplysning, som er mere personlig, og som er er i øjenhøjde, men de har stadig lov til at drikke sig i hegnet og ryge sig ihjel, siger han.

For ham handler det om, hvordan konfrontationen foregår:

- Det er et uddannelsesspørgsmål for de pågældende folk, der skal uddannes i det her, så der hverken bliver påduttende eller intimiderende. Men det er mere et formspørgsmål end et indholdspørgsmål, siger Vincent Hendricks.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube