R-top korrekser: Lønpres ikke vores politik

Radikal arbejdsmarkedsordfører tager fejl, når han siger, at velfærdsreformer vil presse lønnen, siger partiets gruppeformand Marianne Jelved.

Radikales gruppeformand, Marianne Jelved vil ikke øge arbejdsstyrken, så lønnen presses ned, som partiets partiets arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, ellers foreslår.

Det er ikke radikal politik at øge arbejdsstyrken, så lønnen presses ned.

Det fastslår partiets gruppeformand, Marianne Jelved, efter at partiets arbejdsmarkedsordfører, Nadeem Farooq, ellers har givet udtryk for det synspunkt i et interview med Jyllands-Posten.

- Det er en svipser. Vi arbejder med reformer, der øger arbejdsudbuddet hen over årene. For det øger ikke arbejdsudbuddet her og nu, fastslår Marianne Jelved.

Flere økonomer giver ellers Nadeem Farooq ret i, at lønnen vil falde, hvis arbejdsudbuddet øges.

Teori er en ting, virkelighed noget andet

Ifølge Marianne Jelved tager både økonomerne og Nadeem Farooq fejl, når de konkluderer, at et øget arbejdsudbud vil føre til lavere løn.

Blandt andet fremhæver hun forårets overenskomst, som gav tilbagegang i reallønnen. Den blev ikke forhandlet i en periode, hvor arbejdsudbuddet var øget, påpeger Jelved.

- Det passer til en lærebog, men ikke til den virkelighed, vi har, siger den radikale gruppeformand og tidligere økonomiminister.

Både hos regeringspartnerne Socialdemokraterne og SF og hos det parlamentariske grundlag i Enhedslisten har ordførere taget afstand fra Farooqs udmeldinger.

Den danske model er vejen frem

I torsdagens udgave af Jyllands-Posten siger Farooq blandt andet:

- Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det.

- Men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste 10 år. Vi skal ikke ned på tysk niveau, men vi er nødt til at tage bestik af realiteterne, siger Nadeem Farooq til avisen.

Socialdemokraterne afviser, at politikerne skal blande sig i løndannelsen på arbejdsmarkedet, og Marianne Jelved understreger, at De Radikale også mener, at den danske model, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere selv forhandler, fungerer udmærket.

/ritzau/