R vil straffe kommuner der taber sager i Ankestyrelsen

Nogle kommuner taber mange klagesager i Ankestyrelsen, og de skal ifølge R straffes.

I nogle kommuner vinder hver anden borger, der klager til Ankestyrelsen over en socialafgørelse, og det får Radikale til at foreslå ti opstramninger, skriver Politiken.

Partiet foreslår blandt andet, at kommuner, som bliver ved med at tabe sager, skal kunne straffes økonomisk. Inden da skal de først tvinges til faglig sparring.

Ankestyrelsen skal desuden have udvidet beføjelserne til at 'komme efter' kommuner med mange fejl, kommuner skal oplyse, hvor mange sager de ansatte i snit har, og borgerne skal på nettet kunne følge deres klagesager.

Socialminister Mai Mercado (K) har besluttet, at der hvert år offentliggøres et kort over, hvor mange sager de enkelte kommuner får omgjort af Ankestyrelsen.

V-socialordfører Carl Holst tegner regeringens holdning mens ministeren har ferie, og han siger, at der skal ske ændringer.

Han vil ikke gå så langt som De Radikale, men ser gerne en hurtigere sagsbehandling.

- Jeg er præsenteret for eksempler, der kunne tyde på, at kommuner betragter en langvarig ankesag som en spareøvelse, hvor man slipper for udgifter, mens den kører. Det er retssikkerhedsmæssigt uholdbart, siger Carl Holst.

S-ordfører Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at det i første omgang handler om »at ramme de kommuner, der 'bevidst går efter at stramme for meget'.