Regeringen vil betale hjemrejse for tvangsgifte

Årligt vil der være behov for at betale hjemtransport for op mod otte personer, som er eksempelvis tvangsgift.

(Arkivfoto) (Foto: LOUAFI LARBI © Scanpix)

De danske ambassader skal have mulighed for at betale hjemtransporten for personer, som bliver tvangsgift eller sendt på genopdragelsesrejse i udlandet mod deres vilje.

Sådan lyder et forslag fra regeringen, som dermed lægger op til at bryde med udenrigstjenestens normale princip om, at borgerne selv må betale for deres hjemrejse, hvis de er udsat for problemer i udlandet, skriver Politiken mandag.

- Det er ofte unge, som ikke har et stærkt netværk herhjemme til at hjælpe dem, fordi hele slægten er indblandet i tvangsægteskabet, siger Venstres ordfører på området, Jan E. Jørgensen, til Politiken.

I dag kan børn og unge under 18 år få betalt rejsen tilbage til Danmark af deres hjemkommune, men voksne må selv til lommerne. Derfor er forslaget rettet mod voksne, som ikke selv kan finansiere deres hjemrejse.

Otte personer årligt

I begyndelsen af året oplyste Udenrigsministeriet, at de danske myndigheder har kendskab til, at cirka 37 personer opholder sig ufrivilligt i blandt andet Afrika, Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan.

Fire af dem var sendt af sted for at blive tvangsgift, lød det fra Udenrigsministeriet.

Ifølge et dokument fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet forventer regeringen, at der vil blive behov for at betale hjemtransporten for op til otte mennesker hvert år.

Derfor vil regeringen årligt afsætte 100.000 kroner til at betale for transporten i de kommende år.

Penge, som integrationsminister Inger Støjberg (V) vil finde på sit budget. Både De Konservative, Socialdemokraterne og SF er positive over for forslaget, mens Dansk Folkeparti er kritisk over for ideen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube