Regeringen vil oprette kvindefængsel

Flere kvinder oplever chikane og seksuelle overgreb fra mandlige medfanger.

Regeringen foreslår at omdanne Jyderup Fængsel til et fængsel kun for kvinder med 150 pladser – fordelt på 72 åbne, 38 lukkede og 40 arrestpladser. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

Når kvinder afsoner, skal de fremover ikke have kontakt med mandlige indsatte.

I hvert fald ikke, hvis det står til regeringen, der vil oprette et fængsel kun til kvinder.

- De har det både i Sverige og Norge, og derfor er det også på tide, synes jeg, at man får et kvindefængsel i Danmark. Selvom de (mænd og kvinder, red.) er adskilt i dag, så er den bedste sikkerhed, at man har et selvstændigt fængsel til kvinderne, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Flere kvinder oplever nemlig seksuelle overgreb og chikane, når de afsoner sammen med mænd. I en undersøgelse som Kriminalforsorgen foretog i 2015, svarede 18 procent af de kvindelige indsatte, at de har oplevet at blive udsat for seksuel chikane fra medindsatte. Ni procent svarede, at de har oplevet at blive udsat for seksuelle overgreb.

Fængselsforbundet: Det er en god idé

I dag afsoner kvinder enten på samme afdelinger som mænd eller på særskilte kvindeafdelinger, hvor der sidder mænd i samme institution. Det betyder, at de indsatte mænd og kvinder har kontakt eller aktiviteter sammen. Ifølge Fængselsforbundet er det en god idé at adskille mænd og kvinder fuldstændigt:

- Når vi bliver ved med at høre om, at der er kvinder, der bliver forulempet og direkte voldtaget af mandlige fanger, så lever vi jo ikke op til vores opgave om at beskytte dem godt nok, mens de er i fængsel, siger forbundsformand i Fængselsforbundet, Kim Østerbye.

Ifølge ham er løsningen enten regeringens forslag, eller at opdele mænd og kvinder endnu mere, der hvor de allerede afsoner.

- Kvinderne fortæller nødigt om det her, fordi de skal kunne være i fængslet bagefter. Så på den måde tror jeg, at det er svært for os at håndtere, når de ikke selv fortæller os om, at de er blevet forulempet.

DF ser ikke det store behov

Regeringen foreslår at omdanne Jyderup Fængsel til et fængsel kun for kvinder med 150 pladser – fordelt på 72 åbne, 38 lukkede og 40 arrestpladser.

Ifølge Kriminalforsorgen sad der i gennesnit 3.421 indsatte i landets fængsler og arresthuse om dagen sidste år - 148 af dem var kvinder. Derfor ser Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, ikke noget behov for at oprette et selvstændigt fængsel kun til kvinder.

- Hvis ministeren ønsker det, så tager vi selvfølgelig gerne en snak om det, men umiddelbart har jeg svært ved at se det helt store behov for det, siger partiets retsordfører, Peter Kofod Poulsen.

Ifølge regeringen vil et fængsel kun til kvinder også kunne give bedre muligheder for at tilpasse aktiviteter og beskæftigelse, så det passer til dem.