Regeringen vil sende udlændinge hjem for 125 millioner

Danmark og Nigeria har indgået en aftale om samarbejde om hjemsendelse af afviste asylansøgere.

- Hjemsendelse af afviste asylansøgere er en meget høj prioritet for regeringen, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Regeringen vil bruge 125 millioner kroner til at hjemsende afviste asylansøgere. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har indgået en aftale med den nigerianske regering om styrket samarbejde om blandt andet hjemsendelser.

- Hjemsendelse af afviste asylansøgere er en meget høj prioritet for regeringen, siger Ulla Tørnæs i pressemeddelelsen.

- Derfor har vi gjort en række tiltag for at styrke hjemsendelsesarbejdet, og vi fortsætter med at styrke indsatsen.

- Når vi skal begrænse den ukontrollerede migration, er det helt afgørende, at vi gennem det langsigtede udviklingssamarbejde bekæmper årsagerne til, at mennesker vælger at risikere livet på en håbløs tur mod Europa.

/ritzau/