Tema Boligskat

Regeringen vil stoppe stigninger i grundskylden efter 2020

Regeringen vil skabe et nyt, forbedret skattestop, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Folketingssalen før åbningstalen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De danske boligejere skal ifølge regeringen sikres mere tryghed, end det nuværende skattestop giver.

Derfor skal stigninger i grundskylden efter 2020 stoppes, og et nyt, forbedret skattestop skabes, meddeler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin åbningstale i Folketinget.

- Hvis vi ikke gør noget, så vil boligskatterne frem til 2040 realt stige med yderligere 10 mia. kr. På trods af skattestoppet. Det er altså ikke tryghed. Tværtimod, siger statsministeren.

Boligskat

Regeringen præsenterede 5. oktober sin samlede boligskattepakke. Den omfatter både et nyt system for ejendomsvurderinger og et nyt boligskattestop. Formålet er at skabe mere tryghed for boligejerne.

Gå til tema

- Som det er nu, står mange boligejere over for kraftige stigninger i grundskylden i mange år frem. De stigninger, som ligger efter 2020, vil vi, når vi har indført det nye system, aflyse, siger han.

De nye regler for boligskat skal træde i kraft, når den politiske aftale om boligbeskatningen udløber i 2020, lyder det.

- Ingen nuværende boligejere vil komme til at betale mere, end med de nuværende skatteregler. Og mange vil komme til at betale mindre, siger statsministeren.

Fremlægger plan i morgen

I dag betaler danske boligejere omkring 42 mia. i boligskat. De 28 mia. kr. kommer fra grundskyld.

Regeringens egne tal viser, at det beløb vil stige med 10 mia. kr. i 2040, hvis man bare kører videre med det gældende boligskattestop.

Vel at mærke i nutidskroner, så det faktiske tal i 2040 ville være meget højere.

Folketinget åbner i dag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Derfor vil regeringen erstatte boligskattestoppet med en ny model, der forhindrer voldsomme stigninger, som mange boligejere har oplevet i de senere år.

Det er dog endnu uvist, hvordan den model nøjagtigt ser ud. Regeringen vil i morgen fremlægge en konkret boligskatteplan.

Til det formål har regeringen allerede afsat 24 mia. kr. i de næste ti år i sin 2025-plan til et nyt boligskattesystem.

Omkring ni milliarder af den pulje vil regeringen bruge til at betale tilbage til boligejere, der har betalt for meget i boligskat på grund af forkerte vurderinger.