Rekordfå søgte asyl i Danmark den seneste uge

Det laveste antal asylansøgere - 89 - er registreret den seneste uge, efter at grænsekontrol blev indført.

3. marts meddelte integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), at politiet foreløbig fortsætter med stikprøverne ved den dansk-tyske grænse. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

89 asylansøgere er registreret ankommet til Danmark den seneste uge.

Det viser en opgørelse fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Det er det laveste antal registrerede ansøgere i de 11 uger, der har været midlertidig grænsekontrol med stikprøver ved den dansk-tyske grænse.

I uge 10 blev der i første omgang registreret 80 asylansøgere, men det tal er nu korrigeret til 96.

Stikprøver ved grænsen fortsætter

Den midlertidige, danske grænsekontrol blev indført 4. januar og er siden blevet forlænget flere gange.

3. marts meddelte integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), at politiet foreløbig fortsætter med stikprøverne ved den dansk-tyske grænse indtil 3. april.

Grænsekontrollen er dermed blevet forlænget tre gange i henhold til Schengens grænsekodeks.

FAKTA: 2727 asylansøgere på 11 uger med grænsekontrol

  • Uge 1: 640
  • Uge 2: 311
  • Uge 3: 234
  • Uge 4: 296
  • Uge 5: 287
  • Uge 6: 283
  • Uge 7: 226
  • Uge 8: 99
  • Uge 9: 166
  • Uge 10: 96
  • Uge 11: 89
  • I alt: 2727
    Kilder: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Opgørelsen er baseret på registreringer af asylansøgere i politiets system Polsa. Især de nyeste tal er forbundet med en vis usikkerhed, da der løbende sker efterregistreringer.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube