Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ser forskelligt på privates adgang til spraydåsen.

I aftenens udgave af 'Langt fra Borgen' bliver politikerne Peter Skaarup og Trine Bramsen præsenteret for en række selvtægtscenarier.

Et af eksemplerne er Stinna Goldbach, der skræmte en overfaldsmand ved at trække en peberspray, som ellers er ulovlig at besidde.

- Jeg har selv haft brug for en peberspray, da jeg så en pige blive overfaldet, fortæller hun om episoden.

Peter Skaarup, som er formand for retsudvalget for Dansk Folkeparti, vil gerne have peberspray tilladt i Danmark.

- Det er bedre, at vi tillader pigen, som føler sig truet, at have en peberspray, end at hun er for bange til at vove sig ud i det offentlige rum, fordi hun ikke har en peberspray, mener han.

Men man risikerer en glidebane, hvor de kriminelle opruster, mener Trine Bramsen, der er retsordfører for Socialdemokratiet.

- Jeg er bekymret over at lovliggøre håndvåben, for det er peberspray jo, siger hun.

Se politikerne diskutere episoden med peberspray i videoen øverst i artiklen.

'Langt fra Borgen' sendes i aften kl. 21.55 på DR1.