Rød blok vil fjerne statsborgerskab fra Folketinget

Oppostionen foreslår, at der bliver lavet grundliggende om på, hvordan dansk statsborgerskab tildeles. S, SF og R vil have mere offentlighed om kravene.

Regeringens problemer med at leve op til de internationale konventioner får oppositionen til at bebude en fundamentalt anderledes måde at tildele statsborgerskab til nye danskere, skriver Politiken.

- De seneste sager viser, at det skaber store problemer for retssikkerheden, når der hverken er eksperthøring eller offentlig debat om, hvad det egentlig er, der skal til for at få statsborgerskab. Regeringen og Dansk Folkeparti aftaler betingelserne i forbindelse med forhandlinger om finansloven, og så står de i et cirkulære, der ikke kommer i høring. Det er ikke i orden, siger den radikale leder Margrethe Vestager.

Sammen med Socialdemokraterne og SF vil hun derfor lave en lov om, hvordan man får statsborgerskab i Danmark.

Politiske aftaler

I dag er lovgrundlaget grundlovens paragraf 44, der fastslår, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

De konkrete krav står i cirkulærer, der skrives efter de politiske aftaler, der siden 2001 er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Den model indeholder en systemfejl, mener seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder Eva Ersbøll.

- Det er problematisk, at reglerne for statsborgerskab bliver aftalt bag lukkede døre af et flertal blandt de politiske partier, nemlig regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Cirkulærets regler aftales uden åben behandling i Folketinget og uden høringsproces. Det kan være årsagen til, at det er svært at komme igennem med advarsler om mulige konventionsbrud, siger hun til Politiken.

Vil have offentlig behandling

Det er en af grundene til, at Socialdemokraterne vil lave systemet om.

- Reglerne bliver lavet som natlige politiske rævekager, der bagefter bliver skrevet ind i cirkulærerne uden at have været til behandling i offentligheden, siger Socialdemokraternes indfødsretsordfører Lennart Damsbo-Andersen.