S: Kameraerne skal hænge, så loven overholdes

Der er ikke overblik over, hvor mange ulovlige overvågningskameraer som filmer det offentlige rum.

Retsordfører Trine Bramsen (S) vil have gjort de mange ulovligt ophængte overvågningskameraer lovlige. (© dr)

Det går ikke, at der hænger tusindvis af kameraer, som i strid med loven filmer fortove og veje.

Det mener Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, som opfordrer til hurtigst muligt at få iværksat et nationalt register for videoovervågning.

- Vi har brug for et kameraregister. Det giver den fordel, at man ved, hvor kameraerne sidder henne, så man kan bruge dem til hurtigt at efterforske sager. Men man sikrer også, at kameraerne er sat rigtigt op, siger Trine Bramsen.

I forbindelse med terrorsagen sidste år indhentede Københavns Politi en del videomateriale fra private optagelser.

Tre ud af fire af optagelserne var ulovlige, fordi de filmede på offentlig vej eller fortov. Men netop de optagelser var afgørende for, at politiet kunne kortlægge gerningsmandens færden rundt i Københavns gader.

- Når det handler om opklaring af terror, er det helt fair at bruge. Men det betyder ikke, at vi ikke skal insistere på, at kameraerne bliver sat ordentligt op. Derfor er det også afgørende, at vi hurtigt muligt får implementeret det her kameraregister, fordi det vil hjælpe dem, der sætter kameraer op, til at gøre det rigtigt, siger Trine Bramsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind (V), da han holder vinterferie.

  • Københavns Politi vurderer, at op mod 75 procent af de kameraer, som blev brugt til at efterforske, stred mod lovgivningen.
  • Omkring 500.000 kameraer overvåger Danmark.
  • Datatilsynet har ikke til opgave at holde tilsyn med tv-overvågningsloven, så der er reelt ikke nogen tilsynsmyndighed ud over politiet.
  • Justitsminister Søren Pind er i gang med forberedelserne til et forslag om et nationalt kameraregister. DF ønsker dog først at lempe lovgivningen, så det bliver lovligt at filme på offentligt område.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube