S langer ud efter Konservative: Topmålet af hykleri

- De Konservatives krav risikerer at blive en tom parentes i en såkaldt naturpakke, siger Socialdemokraterne.

Tillægsaftalen skulle mindske de effekter, som landsbrugspakken får på miljøet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

At der ikke kommet nogen tillægspakke til den omstridte landbrugspakke generer ikke De Konservatives miljøordfører, Mette Abildgaard – for kravene bliver i stedet taget med ved forhandlingsbordet, når en ny naturpakke skal diskuteres, lyder det.

De Konservatives reaktion vækker harme hos Socialdemokraternes miljø- og fødevareordfører, Simon Kollerup.

- Det er jo topmålet af hykleri overfor miljøet, at de Konservative nu lader sig spise af med en ministerafgang, men ikke får den reelle, grønne tillægsaftale, som kunne redde miljøet fra de værste elementer i Landbrugspakken. Hele den berømte og berygtede gyllegate handler jo netop om miljøet, siger han til DR Nyheder.

Tillægsaftalen skulle mindske de effekter, som landsbrugspakken får på miljøet. De Konservative er dog overbeviste om, at de nok skal få gennemført de krav, der oprindeligt blev stillet om kvælstofsreducerende tiltag.

- Jeg tror, de danske vandløb er ligeglade med, om man kalder det en tillægspakke eller naturpakke, siger Mette Abildgaard og tilføjer:

- Hvis det skal forhandles under naturpakken er det afgørende, at der tilføres flere penge. Vi skal ikke bruge de penge, der er ment til at forbedre vores natur på at lukke de huller, der må være efter landbrugspakken.

Den manøvre giver Simon Kollerup og Socialdemokraterne dog ikke meget for.

- Hvis de Konservative ikke vil ende, som Venstre og Liberale Alliances politiske gulvklud, så forventer jeg da, at de Konservative står meget fast på Søren Papes klokkeklare krav om en reel, grøn tillægsaftale, der skulle modgå Landbrugspakkens negative konsekvenser for vores miljø. De Konservatives krav risikerer at blive en tom parentes i en såkaldt naturpakke, som har et helt, helt andet sigte.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube