S og R støtter indsats i Syrien: IS er en bestialsk og ondsindet trussel

De to partier er en del af det brede forlig, der sender kampfly og specialstyrker til Syrien og Irak.

(Foto: Bassam Khabieh © Scanpix)

Det er vigtigt at fortsætte kampen mod Islamisk Stat, og det er ikke nok kun at gøre det i Irak.

Sådan lyder Socialdemokraternes begrundelse for, at man har valgt at støtte op om at genetablere og udvide den danske indsats mod IS.

- Det er en ondsindet terrororganisation, som har påført lokalbefolkningen ufattelige lidelser, og som også er en trussel mod os andre i Europa, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

- Hvis vi skal kunne angribe ISIL (Islamisk Stat red.) effektivt, så er det ikke tilstrækkeligt, at vi alene angriber i Irak, så er vi også nødt til at kunne angribe i Syrien.

Også De Radikale støtter op om kampen mod IS.

- Det handler om at befri besatte områder, hvor mennesker er blevet drevet på flugt under rædselsfulde forhold, hvor den her terrororganisation har faret bestialsk frem. Opgaven er nu at få områderne befriet igen og skabt stabilitet og sørge for, at dem, der er fordrevne, kan vende tilbage, siger politisk leder Morten Østergaard (R).

Begge partier mener, at der er et folkeretligt grundlag for nu at operere i Syrien, hvor man ikke har været før, og at det er en klar forudsætning for at støtte indsatsen.

- Der er efter FN-konventionen et grundlag (for indsatsen red.), og jeg har tillid til, at folkeretten er på plads. Det er det, vi har fået oplyst af regeringen, siger Nicolai Wammen (S).

Morten Østergaard (R) uddyber:

- Når Syrien ikke er i stand til at forhindre, at ISIL (Islamisk Stat red.) angriber ind i Irak, så er der også et folkeretligt grundlag til at operere i Syrien, og det er en opfattelse, som vi deler med vores allierede, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube