S: Regeringen har ikke styr på Skat

Restancerne vil fortsat stige, skriver Skat i sin årsrapport. Fredag mødes politisk flertal for at gøre status.

2015 har været et "turbulent" år, står der i Skats netop offentliggjorte årsrapport. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

Skattegælden vokser og vokser, efter Skats automatiske inddrivelsessystem Efi i september blev lagt endeligt i graven af skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Siden har manuelle kræfter sørget for at inddrive Skats restancer. Men de kræfter er der tilsyneladende for få af.

I Skats årsrapport fremgår det, at restancerne fortsat vil stige i 2016. Det samme vil altså problemerne med gældsophobningen, som nærmer sig 80 milliarder kroner.

I efteråret vedtog Folketinget ekstraordinært at suspendere forældelsesfristen. Det betyder, at gæld til det offentlige ikke forælder de næste tre år. Men betalingsevnen svækkes for hver dag, der går, vurderer eksperter.

- Billedet af at Skat står over for nogle enorme udfordringer, kommer jo ikke som en overraskelse. Det bygger blot oven på, at vi har en regering, der ikke har styr på Skat, siger Jeppe Bruus, der skatteordfører for Socialdemokraterne.

Krav om flere penge til Skat

Han fortæller, at Socialdemokraterne er klar til at lægge stemmer til en plan, der skal poste flere ressourcer i Skat.

- Vi stiller stemmer til rådighed. Men vi er også aktive i, om regeringen forsøger at løse Skats problemer, siger han.

Socialdemokraterne er en del af den "forståelsesgruppe", der i efteråret bakkede op om Karsten Lauritzens plan.

På fredag mødes partierne i denne gruppe, og her vil Skats årsrapport blive drøftet.

Venstre mener fortsat, at skatteminister Karsten Lauritzens plan "Skat ud af krisen" er et godt og solidt stykke arbejde, der netop kan føre Skat ud af de dybe sår.

- Der er en række udfordringer i den nuværende inddrivelse. Det er også grunden til, vi har afsat ekstra ressourcer. Vi har med planen fulgt det behov, som Skat mente, der var, siger Louise Schack Elholm, Venstres skatteordfører.

- Men vi skal sørge for at følge op på det her enormt vigtige område. Vi må drøfte på fredag, om der er et endnu større behov, siger hun.

De Radikale har i dag på et hovedbestyrelsesmøde vedtaget en udtalelse, der er klar til at sætte ressourcer af til Skat.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube