S vil ikke love at rulle kontanthjælpsloftet tilbage

Trods hård kritik af regeringen og Dansk Folkeparti, afviser Socialdemokraterne at udstikke løfte om at annullere kontanthjælpsloftet, hvis partiet kommer til magten.

Nicolai Wammen og Mette Frederiksen er blandt de socialdemokrater, der har været ude med hård kritik af blå blok for at indføre et kontanthjælpsloft. Socialdemokraterne vil dog ikke selv love at afskaffe kontanthjælpsloftet, når regeringsmagten skifter. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Den har ikke fået for lidt fra Socialdemokraternes side, når det har handlet om at kritisere blå blok – særligt regeringen og Dansk Folkeparti – for det kontanthjælpsloft, som netop er blevet vedtaget.

Det er et ”rigtigt trist” kontanthjælpsloft, som rammer mange mennesker, ikke mindste enlige forsørgere og sågar krigsveteraner, lyder det fra Socialdemokraterne.

Men partiet vil ikke selv love at rulle kontanthjælpsloftet tilbage, når regeringsmagten en dag skifter, og Socialdemokraterne igen har nøglerne til regeringskontorerne.

Vi vil ikke stå her og love guld og grønne skove.

nicolai wammen (s)

- Når vi på et tidspunkt måtte få ansvaret, vil vi se på, hvad der er råd til, og hvad der er af muligheder, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

- Vi går ikke ud på forhånd og lover, at vi vil ændre på det ene eller det andet, siger han.

Men hvis I stemmer imod og synes, det er en rigtig dårlig ide, hvorfor så ikke bare love, at det bliver fjernet, hvis I får magten?

- Vi synes, at kontanthjælpsloftet er en rigtig dårlig ide, og det er også derfor, vi stemmer imod det i dag. Vi må så også bare sige, at da vi ikke ved, hvordan økonomien ser ud for det danske samfund, den dag vi igen måtte blive betroet regeringsansvaret, så vi vil ikke stå her og love guld og grønne skove, siger Nicolai Wammen.

- Men når vi trykker på den røde knap i dag, så er det fordi, vi synes, det er forkert, at regeringen har indført et kontanthjælpsloft sammen med DF, og det er også stik imod de løfter, som de partier gav i valgkampen, siger han.

Jeg er overrasket over holdningen. Kontanthjælpsloftet skal rives ned hurtigst muligt.

jann sjursen, formand, rådet for socialt udsatte

Manglende løfte afføder kritik

Melding fra Socialdemokraterne vækker undren hos Rådet for Socialt Udsatte, som ikke forstår, at partiet nøler med at love en tilbagerulning af kontanthjælpsloftet.

- Jeg er overrasket over holdningen. Kontanthjælpsloftet skal rives ned hurtigst muligt, fordi det giver flere fattige, og der er mange udsatte, som bliver tabt på gulvet på det her, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen, kritiserer ligeledes Socialdemokraterne for ikke at love vælgerne at annullere kontanthjælpsloftet, når S igen en dag kommer til magten.

- Det er rigtig ærgerligt, og jeg forstår det simpelthen ikke. Vi har at gøre med en genindførelse af noget, som vi under den tidligere regering var enige om at afskaffe. Det er en fattigdomsydelse, som oven i købet er skrappere end de fattigdomsydelser, som vi afskaffede i 2011, siger Finn Sørensen.

- Jeg forstår godt, at man som kommende regeringsparti ikke kan love at afskaffe noget, hver eneste gang man er uenig med de borgerlige. Men her har vi at gøre med noget, vi er rørende enige om er dybt skadeligt, og som vi endda tidligere har været enige om at afskaffe, siger han.

Vil lægge pres på S

Enhedslisten vil sammen med SF og Alternativet bruge tiden frem til næste folketingsvalg på at bearbejde Socialdemokraterne til konkret at love en tilbagerulning af kontanthjælpsloftet, siger Finn Sørensen.

- Vi bør tænde et lys i mørket for alle dem, der bliver ramt af det her, siger han.

Regeringens kontanthjælpsloft er stemt igennem i folketingssalen som lovforslag L113 af Venstre og de øvrige partier i blå blok, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Hovedlinjerne i kontanthjælpsloftet handler om, at kontanthjælpsmodtagere fremover får et loft over, hvor store sociale ydelser de må modtage.

Der indføres desuden en regel om, at man skal kunne dokumentere mindst 225 timers arbejde på et år, hvis man skal have fuld ydelse.

Samtidig forkortes kontanthjælpsmodtageres ret til ferie på kontanthjælp fra fem til fire uger, og retten til boligstøtte for gifte og samlevende kontanthjælpsmodtagere forsvinder.

- Vi vil ikke stå her og love guld og grønne skove, siger Nicolai Wammen.

Opslået af DR Politik på 17. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube