Tema Brexit

Så få børnepenge sender Danmark til udlandet

Børnechecken koster 14,5 milliarder kroner. Skatteministeriet skønner, at 90 millioner kroner går til udlændinge, som arbejder her, men hvis børn bor et andet sted.

Den danske børnecheck kan også blive berørt af den nye EU-medlemsaftale med Storbritannien. (© Colourbox)

Det var en tilfreds Lars Løkke Rasmussen (V), der i går aftes kunne runde forhandlingerne med de andre EU-lande af om en ny medlemsaftale for Storbritannien.

Medmindre de britiske vælgere stemmer nej, så gælder aftalen også for den danske børnecheck.

I dag er børnechecken nemlig ens for både danskere og udenlandske statsborgere, som arbejder i Danmark, men hvis børn bor i udlandet.

Brexit

D. 23. juni skal briterne stemme om, hvorvidt Storbritannien skal forblive medlem af EU eller forlade den europæiske union. Det er den såkaldte Brexit-aftale, der ligger til grund for folkeafstemningen.

Gå til tema

Men hvis aftalen bliver vedtaget af briterne, kan Danmark få lov til at justere børnechecken, så den matcher leveomkostningerne i de lande, hvor børnene bor.

Vi får løst et kæmpe problem, hvor en fuldfed dansk børnecheck skulle sendes til Rumænien eller Bulgarien

Lars løkke rasmussen (V), statsminister

- Vi får løst et kæmpe problem, hvor en fuldfed dansk børnecheck skulle sendes til Rumænien eller Bulgarien, sagde statsministeren efterfølgende til DR Nyheder.

Men hvor meget drejer det sig så om?

De fleste bor i Danmark

Ifølge den seneste opgørelse fra Skatteministeriet var der i 2013 omkring 687.000 personer, som modtog børnecheck. Det kostede samlet set statskassen cirka 14,5 milliarder kroner.

Omkring 10 procent af modtagerne – næsten 68.000 personer – var udenlandske statsborgere, og de fik samlet set cirka 1,5 milliarder kroner i børnecheck.

Langt størstedelen af dem boede i Danmark. Ud af den halvanden milliard gik omkring 200 millioner kroner til børn, der var bosat i udlandet. Og af de børn havde cirka halvdelen dansk statsborgerskab.

Skatteministeriet skønner, at 90 millioner kroner gik til andre europæiske statsborgere, som arbejder i Danmark, men hvis børn bor uden for landets grænser.

Det er derimod et spørgsmål om fairness og rimelighed

Lars løkke rasmussen (V), statsminister

Det svarer til 0,6 procent af de 14,5 milliarder kroner, der samlet set blev brugt på børnechecken.

Et spørgsmål om fairness

Set i forhold til 2008 har der dog været en stigning på cirka 30 millioner kroner, skriver ministeriet, der ikke har offentliggjort tal fra hverken 2014 og 2015.

Nye tal fra ATP og Udbetaling Danmark viser dog, at der i 2015 var cirka 10.000 mødre eller fædre, som arbejdede i Danmark, der fik udbetalt deres børneydelser i et andet EU-land.

Cirka 3.600 af dem var polakker, mens 4.800 fik børnechecken sendt til Sverige.

Men ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen er det ikke beløbet i sig selv, der er det afgørende, når det kommer til børnechecken.

- Det er derimod et spørgsmål om fairness og rimelighed, sagde han i nat til DR Nyheder.

Sådan meget får man i børne- og ungeydelse i dag i Danmark:

  • 0-2 år: 4.470 kroner per kvartal
  • 3-6 år: 3.537 kroner per kvartal
  • 7-14 år: 2.784 kroner per kvartal
  • 15-17 år: 928 kroner per måned
  • Som udlænding får man som oftest ikke det fulde beløb udbetalt fra den dag, man ankommer til Danmark. Man kan optjene det løbende.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube