Tema Eva Kjer Hansen-sagen

Sådan gik det til: Da Pape tog et dramatisk skridt

De Konservatives mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har kastet regeringen ud i en krise.

Søren Pape Poulsen på vej til møde for anden gang i Statsministeriet på Christiansborg tirsdag aften. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

En lille erkendelse.

Det var, hvad De Konservative krævede af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på et åbent samråd i Folketinget i går eftermiddags.

Men hun nægtede - alting var lagt frem åbent, og der kunne ikke blive tale om at erkende, at tallene i landbrugspakken ikke var retvisende. Kun en lille stjerne ville have været på sin plads, indrømmede hun.

Eva Kjer Hansen-sagen

Eva Kjer Hansen måtte trække sig som fødevare- og miljøminister, efter at de konservative havde udtrykt mistillid til hende, og der opstod en regeringskrise. Esben Lunde Larsen har nu overtaget ministerposten.

Gå til tema

Og så rullede dramaet.

Landbrugsordfører Rasmus Jarlov (K) ville ikke sige til kameraet, om han havde tillid eller ej til Eva Kjer Hansen - nu skulle situationen drøftes på et møde, og der ville komme et svar senere.

Det fik prompte gangene på Christiansborg til at summe af rygter.

Løkkes pludselige tweet

Og ikke længe efter stod det klart, at et forhandlingsmøde i Miljø- og Fødevareministeriet med de blå partier var aflyst - De Konservatives interne møde fortsatte, og det stod med ét klart, at kun Eva Kjers skæbne var på dagsordenen.

Kort før klokken 20 kunne DR Nyheder så fortælle, at regeringens støtteparti ville udtrykke mistillid til hende, og Søren Pape Poulsen viste nu for alvor tænder:

- Samlet kan vi konkludere, at ministeren ikke har givet et retvisende billede. Det har ministeren ikke villet rette op på. Derfor har vi ikke længere tillid til ministeren. Det har vi meddelt statsministeren. At det er kommet hertil, begræder vi, lød det fra K-formanden på et pressemøde i Fællessalen på Christiansborg.

Se et lille udsnit af udtalelsen her:

Men så kom Løkkes tweet:

Siden har statsministeren ikke ytret sig - kun bag lukkede døre.

Men beskeden gav dramaet nyt foder.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl, Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll - Anders Samuelsen var til fodbold i London - og Søren Pape Poulsen skulle nu drøfte situationen hos Løkke i Statsministeriet.

Pape afbrød møde

Men K-formanden ville ikke helt lade sig diktere af statsministerens indkaldelse, for kort efter forlod Pape krisemødet for at deltage i TV Avisen klokken 21:30, sætte sig ind på sit kontor og lade sig interviewe af TV2 Nyhederne klokken 22.

Løkkes mødeindkaldelse havde givet frit spil til spekulationerne om, hvorvidt han ville sætte regeringens samlede overlevelse ind på at redde Eva Kjer Hansen. Pape var dog fåmælt om lige præcis dét, men stod fast på, at tilliden til miljøministeren var væk.

Hos de andre støttepartier var det dog ikke tilfældet, og både DF og LA brugte det meste af aftenen på at undre sig:

- Jeg synes, det er ærgerligt, at man vil vælte en minister, fordi man ikke selv har læst papirerne og har forberedt sig ordentligt, sagde Simon Emil Ammitzbøll (LA).

- Det er mærkeligt. Jeg tror, det er rigtig overraskende for mange danskere det her, sagde Kristian Thulesen Dahl (DF).

Se interviewet med Thulesen Dahl her:

Imens boltrede oppositionen sig på de sociale medier og glædede sig over, at en "kulsort anti-miljøminister" var på vej ud af regeringen. Flere undrede sig dog over, hvordan De Konservative kunne udtrykke mistillid til Eva Kjer Hansen, men samtidig bakke op om landbrugspakken, der stemmes igennem Folketinget i morgen.

Kritisk borgmester

Og så kom kritikken fra K-baglandet rullende.

- Det er så pinligt, lød det fra K-borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerlands Kommune.

Han har indkaldt sin gruppe til ekstraordinært møde i dag klokken 12 for at drøfte situationen. Indtil videre er Knud Kristensen dog den eneste utilfredse K-stemme, der har ytret sig offentligt.

- Jeg synes jo, det er meget mystisk, det forløb der har været. Jeg tror mange danskere kigger forundret ind på Christiansborg og synes, det virker som noget proces-snik-snak, sagde Kristian Thulesen Dahl tirsdag aften. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Den kaotiske aften sluttede med, at Kristian Thulesen Dahl og Simon Emil Ammitzbøll først forlod Statsministeriet - noget forvirrede. Siden fulgte Søren Pape Poulsen:

- Vi har haft en god drøftelse om tingenes tilstand. Hvad vi har talt om på det møde, det bliver mellem os, lød det fra K-formanden.

Du kan se hans exit i videoen her:

Spørgsmålet er nu, om Løkke vil fyre Eva Kjer Hansen, som De Konservative kræver, om han vil gennemtvinge en mistillidsafstemning mod hende i Folketingssalen, eller om han har truet De Konservative med at udskrive valg, hvis partiet står fast på at vælte ministeren.

Sagen kort

  • 14. februar skriver Berlingske, at flere forskere er uenige med regeringen i, at den nye landbrugs- og miljøpakke kommer til at gavne naturen. De anklager regeringen for "kreativ bogføring" og "misinformation".
  • Eksempelvis medtages de senere års opnåede positive miljøeffekter, så regnestykket kommer til at se bedre ud i 2016, når landmændene får lov at bruge mere gylle eller kunstgødning.
  • 15. februar: Under en teknisk gennemgang af landbrugspakken for de blå partier kommer det frem, at pakken samlet set vil betyde en forringelse for miljøet. Det får rød blok til at kræve samme gennemgang.
  • Derfor blev der tirsdag afholdt en høring af forskere og et samråd med miljø- og fødevareministeren. Få timer efter udtrykker De Konservative mistillid til Eva Kjer Hansen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube