Samlet rød blok slår fast: Intet omprioriteringsbidrag hvis vi får magten i morgen

Socialdemokraterne skærper nu retorikken sammen med resten af rød blok.

- Hvis vi fik nøglerne i morgen, var der ikke et omprioriteringsbidrag i overmorgen, siger Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Meget er blevet sagt om regeringens omprioriteringsbidrag, der tvinger kommunerne til at spare 2,4 milliarder årligt.

Men til Kommunernes Landsforenings topmøde i dag slår en samlet rød blok fast, at omprioriteringsbidraget ikke vil være en del af deres politik efter et folketingsvalg.

- Hvis vi fik nøglerne i morgen, var der ikke et omprioriteringsbidrag i overmorgen, siger Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht.

Omprioriteringsbidraget

Omprioriteringsbidraget blev første gang kendt i Lars Løkke Rasmussens regeringsgrundlag og går ud på, at kommunerne frem til 2019 skal spare en procent af deres budget eller sammenlagt 2,4 milliarder årligt.

Herefter bliver det Folketinget, der kan bestemme, hvad pengene skal gå til. Lars Løkke Rasmussen har åbnet for, at de blandt andet kan gå til skattelettelser.

Kritikere heriblandt kommunerne selv frygter, at det vil komme til at gå ud over den nære velfærd som for eksempel ældre og handicappede.

I går foreslog den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, at alle 2,4 milliarder skulle sendes tilbage til kommunerne.

Det har dog været svært at få Socialdemokraterne til at give en garanti for, hvad der ville ske, hvis de kom tilbage til magten.

Men i dag skærper partiet altså retorikken side om side med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

- Vi er ikke for omprioriteringsbidraget, og for en god ordens skyld må jeg sige, at det gælder os alle sammen. En socialdemokratisk-ledet regering vil ikke have det som politik at gennemføre et omprioriteringsbidrag, siger Benny Engelbrecht (S).

Efter gårsdagens forslag fra Mette Frederiksen tolkede Dansk Folkeparti det som om, at Socialdemokraterne alligevel gik ind for omprioriteringsbidraget.

Men sådan skal det ikke tolkes, fortæller Benny Engelbrecht.

- I den situation vi er i nu, hvor der er et folketingsflertal for omprioriteringsbidraget, kan man godt forstille sig, at vi vælger den her plan B for at presse Dansk Folkeparti på deres egne holdninger, altså at pengene skal føres 100 procent tilbage til kommunerne, siger han og uddyber:

- Men det er vores politik, hvis vi havde serveretten, at der ikke skulle være et omprioriteringsbidrag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube