Samuelsen: Vi vil afsætte to millioner til at beskytte religiøse minoriteter og ateister

I forslaget til finansloven 2018 vil regeringen styrke arbejdet for mindretal.

(Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Regeringen vil med to millioner kroner årligt sikre beskyttelsen af mennesker, som er en del af et religiøst mindretal eller er ateister uden for Danmarks grænser.

Det fortæller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) efter et debatmøde med en række trosbaserede organisationer, eksperter og politikere.

- Vi har diskuteret, hvordan vi kan fremme beskyttelsen af kristne minoriteter og andre religiøse minoriteter rundt om i verden.

- Vi prioriterer nu i finansloven to millioner kroner om året til denne her indsats, siger han.

Beløbet vil blive afsat som en ekstrabevilling til Udenrigsministeriet i regeringens udspil til finansloven for det kommende år.

Indsatsen skal ske i samarbejde med en række organisationer, og den vil have et særligt fokus på Mellemøsten og Nordafrika, uddyber ministeren.

- Vi kan ikke gå ud og brede arbejdet ud i hele verden til at starte med, siger han.

Men det er ikke kun religiøse mindretal, som skal beskyttes uden for landets grænser. For forslaget omhandler også andre mindretalsgrupper, som ikke nødvendigvis har en religion.

- Det er ikke sådan, at det kun er troende minoriteter, som bliver forfulgt rundt om i verden. Det gør også ateister, og det ligger inden for den ramme, vi diskuterer her, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/