Satspulje-aftale giver flere psykologhjælp

Psykiatrien opprioriteres med 830 millioner kroner over fire år. Flere får mulighed for hjælp mod depression.

Psykiatrien opprioriteres med 830 millioner kroner over fire år. Flere får mulighed for hjælp mod depression. (© Colourbox)

Psykiatrien får en indsprøjtning over de næste fire år på 830 millioner kroner fra satspuljemidlerne på sundhedsområdet.

Heraf skal 530 millioner gøres til permanente poster på finansloven, så pengene ikke længere afhænger af puljer, oplyser Özlem Cekic (SF), psykiatriordfører og formand for Folketingets Socialudvalg.

- I 10 år har psykiatrien været underprioriteret, og det vil tage tid at rette op på det. Næste år håber jeg, vi kan sætte flere initiativer i gang via finansloven, siger Özlem Cekic.

Tilskud uanset alder

Hun kalder aftalen et fornuftigt første skridt hen imod den ligestilling mellem psykiske og fysiske lidelser, der er lovet i regeringsgrundlaget.

Partierne bag satspuljeforliget er også enige om at bruge 200 millioner kroner på, at alle med depression får mulighed for tilskud til psykologbehandling - uanset alder.

Hidtil har der været en aldersbegrænsning, så mennesker med let til moderat depression kun kunne få psykologtilskud, hvis de var mellem 17 og 38 år. Dem over 37 år skulle selv betale hele regningen, og en psykologtime koster let 800 kroner uden tilskud.

- Det skal ikke længere være alderen eller pengepungen, der afgør, hvem der har mulighed for psykologbehandling, siger Özlem Cekic.

Venstre er tilfreds

Ifølge Psykiatrifonden koster depressioner årligt samfundet omkring 5,6 milliarder kroner i sygedagpenge, pensionsudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, tilføjer hun.

Også Venstre er meget tilfreds med satspuljen for sundhedsområdet, siger sundhedsordfører Sophie Løhde og psykiatriordfører Jane Heitmann.

De nævner flere sengepladser i almenpsykiatrien, ophævelsen af aldersbegrænsning for psykologhjælpen og en national handlingsplan for ældre medicinske patienter.

- Vi har været med til at sikre hurtigere hjælp til børn og unge med psykiske sygdomme, og vi har ikke mindst været med til at sikre flere penge til udbygning af behandlingstilbud til patienter med spiseforstyrrelser, siger Jane Heitmann.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube