Se Joachim B. Olsen køre ræs mod Enhedslistens Rune Lund

Uenighed om registreringsafgiften er udtalt mellem LA og Ø i Langt fra Borgen - men Joachim B. Olsen og Rune Lund synes begge, det er sjovt at køre ræs.

Det kan godt være, at champagnepropperne springer, når de to duellanter, Liberal Alliances Joachim B. Olsen og Enhedslistens Rune Lund, kører ræs mod hinanden i DR-programmet 'Langt fra Borgen'.

Men når diskussionen falder på bilafgifter, er de to skatteordførere ikke længere i samme båd.

- Registreringsafgiften er helt sikkert skyld i at, der er nogle mennesker, som gerne vil have en bil, som ikke har mulighed for at købe en bil, siger LA's skatteordfører Joachim B. Olsen i Langt fra Borgen.

Der er nogle mennesker, som gerne vil have en bil, som ikke har mulighed for at købe en bil

joachim b. olsen, la

Derfor taler Liberal Alliance for, at politikerne fjerner registreringsafgiften på biler fuldstændigt.

Modsat mener Enhedslisten, at registreringsafgiften giver god mening, fordi den lægger en dæmper på bilsalget og dermed bremser øget forurening og trængsel på vejene.

- Vil gerne sætte registreringsafgift op på store og forurenende biler og gøre det billigere at købe sikre biler, siger skatteordfører hos Enhedslisten Rune Lund.

Årligt bidrager registreringsafgiften med 17, 5 milliarder kroner til den danske statskasse, og den mere end fordobler prisen på bilkøb i Danmark.

Sådan påvirker registreringsafgiften bilkøb i Danmark:

Afgift rammer nødbremser

En ting kan de to politikere dog næsten blive enige om i programmet.

Der er noget galt i den måde registreringsafgiften er skruet sammen på, da den gør det dyrere at købe sikkerhedsudstyr.

I dag er noget af det gamle sikkerhedsudstyr som for eksempel abs-bremser fritaget for afgifter, mens andet moderne sikkerhedsudstyr som for eksempel automatiske nødbremser pålægges fuld afgift. Noget, som øger prisen på det automatiske bremsesystem fra 4.800 kroner til 15.000 kroner.

- Det er ærgerligt, og man kunne faktisk gøre det billigere, siger Rune Lund fra Enhedslisten.

Han foreslår derfor at afskaffe det fradrag, der i dag er på for eksempel bilradioer og lovpligtige abs-bremser og i stedet indføre fradrag på sikkerhedsudstyr.

- De penge, der kommer ud af det, bruger man i en sikkerhedspulje til at sige, at de sikkerhedsteknologier, vi gerne vil fremme, vil vi gerne give fradrag, lyder det fra Enhedslistens skatteordfører.

De to politikere tester en bil med de smarte nødbremser:

Forslaget møder umiddelbar forståelse hos Liberal Alliance. Joachim B. Olsen mener, at de nuværende bilafgifter mindsker sikkerheden og potentielt set koster menneskeliv.

- Det vil være et skridt i den rigtige retning, helt klart, siger Joachim B. Olsen.

Men at afgiften i stedet skal lægges på for eksempel bilradioer falder ikke i god jord.

- De fleste danskere vil da nok synes, at det stadig er vanvittigt, det Rune (Lund fra Enhedslisten ,red.) foreslår, at man skal betale tre gange så meget for en radio, end det den egentlig koster, siger LA's skatteordfører.

FDM: Gak-Gak, at ingen gør noget

Men gør politikerne klar til at registreringsafgiften, så al sikkerhedsudstyr i biler bliver fritaget for afgifter?

Det er der ikke noget, som tyder på, siger bilisternes interesseorganisation, FDM, som ellers taler varmt for at droppe alle afgifter på sikkerhedsudstyr.

Det er helt gak-gak, at vi har afgifter på noget, der kan redde liv

Torben Kudsk., fdm

- Det er helt gak-gak, at vi har afgifter på noget, der kan redde liv, siger afdelingschef i FDM Torben Kudsk.

På sigt arbejder FDM for en fuld omlægning af registreringsafgiften, så det ikke er bilens værdi, men i stedet dens miljø- og sikkerhedsegenskaber, der afgør størrelsen på afgiften.

Men selvom tankegangen møder forståelse, når FDM taler med transport- og skatteordførere, Skatteministeriet og Finansministeriet, tør politikerne ifølge FDM ikke tage hul på diskussionen.

- Alle er vaklende, fordi bilafgifter handler om et provenu til statskassen, og man er rigtig bange for ændringer, der giver usikkerhed om provenuet, siger Torben Kudsk.

Ifølge FDM løber statens samlede indtægter på bilafgifter - både registreringsafgiften, ejerafgifterne, forsikringsafgifterne og brændstofsafgifterne - op i omkring 50 milliarder kroner.