SF: Det er en pænt stor næse til udenrigsministeren

Regeringen har opført sig uacceptabelt og udemokratisk, lyder det.

Det er "ualmindeligt frækt", at regeringen ikke følger et flertal i Folketinget, siger SF's Holger K. Nielsen, som dog erkender, at dagens næse til udenrigsministeren ikke ændrer det store. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har på regeringens vegne opført sig uacceptabelt og udemokratisk ved ikke at følge et flertal i Folketinget.

Sådan lyder det fra tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), efter at Kristian Jensen kort før jul afviste at følge et ellers vedtaget beslutningsforslag, der pålagde regeringen at annullere sine planlagte besparelser på udviklingsbistanden i 2015.

SF stod bag beslutningsforslaget - som endte med at få opbakning fra et flertal, men ignoreret af regeringen – og Holger K. Nielsen kalder det ”uhørt, at en minister ikke vil rette sig efter et flertal i Folketinget”.

- Det er en meget hård kritik af regeringen. En pænt stor næse, som man kalder det, hvor vi siger til regeringen, at det er særdeles kritisabelt, at man har gjort, som man har gjort, og det er uacceptabelt, at man ikke vil følge Folketinget, siger Holger K. Nielsen.

Kristian Jensen har ikke ønsket at kommentere den næse, han ventes at modtage af et flertal i Folketingets Udenrigsudvalg i dag, men hverken næsen eller regeringens beslutning om ikke at følge flertallet kort før jul får store konsekvenser.

En regering kan ignorere beslutningsforslag og leve med kritik - hvis der ikke samtidig er et flertal imod den - og De Konservative har på forhånd meddelt, at partiet ikke vil støtte et mistillidsvotum mod regeringen.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, har kaldt dagens næse til udenrigsministeren, som kommer i form af en beretning vedtaget i Udenrigsudvalget, for ”et bump på vejen”.

SF’s Holger K. Nielsen erkender, at beretningen ingen reelle konsekvenser vil få for regeringen, men den er ikke desto mindre vigtig, mener han.

- Desværre kan vi jo ikke ændre på, at de besparelser bliver gennemført, for regeringen har ingen juridisk forpligtigelse til at følge det, siger Holger K. Nielsen.

- Men det er ualmindeligt frækt, at den bare vil tilsidesætte Folketinget på den måde, og det er meget usædvanligt, at en regering gør det. Derfor er vi nødt til at sige til regeringen, at det går altså ikke, og det vil vi ikke se fremover.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube