SF og EL savner strategi for ’farlig’ mission i Syrien

Begge partier er imod beslutningen om at sende dansk militær til Syrien og Irak.

Holger K. Nielsen (SF) mener, at der er alt for høje risici ved missionen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Risikoen er alt for høj, og der mangler et klart mål for, hvad man vil med indsatsen.

Det mener SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, efter et bredt flertal i Folketinget har besluttet at sende kampfly og specialstyrker til Syrien og Irak.

- Det er en meget farlig mission, og det er uklart, hvad man skal med det her. Hvis det lykkes at fordrive IS, hvem skal så overtage de områder, IS har haft? Er det Assad (Bashar Al-Assad, præsident i Syrien red.) eller andre grupperinger, siger han og uddyber:

- Du kommer ind i et hvepsebo af konflikter, som du ikke kan overskue, og hvor du ikke har nogen samlet strategi for, hvad vi skal, og hvordan vi kan komme ud igen. Det gør, at det efter min mening er en meget risikabel mission.

Også Enhedslisten efterlyser en klar strategi for, hvad de danske styrker skal udrette.

- Jeg kan ikke forstå, at man vil sende danske soldater ned i en krig, der er så kompleks, som den er, uden at have en klar plan for, hvem man skal samarbejde med, og hvad der skal ske på længere sigt. Det, synes jeg, er dybt bekymrende, siger forsvarsordfører Eva Flyvholm (EL).

Hun mener i stedet, at man burde lukke for pengestrømmene til IS og støtte de demokratiske grupperinger i Syrien, der allerede bekæmper IS.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube