Skatteministeren er åben for at lukke skattelister

Regeringen er klar til at lukke de omdiskuterede åbne skattelister, hvis der er opbakning fra Folketinget.

- Vi har fra starten været modstandere af de åbne skattelister, fordi de ikke viser det fulde billede, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V). (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Venstre var arg modstander, da den røde regering i 2012 indførte åbne skattelister, så danskerne kunne tjekke, hvad virksomheder betaler i selskabsskat.

Og det er stadig holdningen i Venstre-regeringen, forsikrer skatteminister Karsten Lauritzen (V).

- Vi har fra starten været modstandere af de åbne skattelister, fordi de ikke viser det fulde billede. Selskabsskatten er kun en lille del af det, virksomhederne bidrager med til samfundet, siger ministeren fra talerstolen i folketingssalen.

Her har støttepartiet fremsat et beslutningsforslag, der "pålægger regeringen at fjerne skattelisterne over selskabers skattebetalinger fra Skats hjemmeside og fremadrettet ophøre med at offentliggøre disse". Forslaget førstebehandles fredag.

Skatteminister i tvivl om effekten

Ligesom Venstre har De Konservative og Liberal Alliance hele vejen igennem kritiseret skattelisterne. Blå bloks sidste parti, Dansk Folkeparti, var i 2012 med til at indføre listerne, men har siden udtrykt skepsis.

- Med dette beslutningsforslag får vi endelig en afklaring på den politiske situation. Regeringen kan støtte op om beslutningsforslaget, siger Karsten Lauritzen.

Da SRSF-regeringen indførte de åbne skattelister var det med argumentet, at det ville have en positiv effekt på virksomheders betaling af selskabsskat. Men det er skatteministeren ikke overbevist om.

- Jeg er ikke bekendt med undersøgelser, der viser, at åbne skattelister skulle have en positiv effekt på selskabers betaling af selskabsskat, siger han og pointerer, at der derimod er eksempler på virksomheder, der er blevet hængt uretfærdigt ud.

/ritzau/

- Vi har fra starten været modstandere af de åbne skattelister, fordi de ikke viser det fulde billede, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Opslået af DR Politik på 12. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube