Skoleledere: Undervisning om lørdagen kan blive nødvendig

Skoleleder tror, lærer-konflikt kan betyde, at undervisning må udskydes og afholdes på skæve tidspunkter.

(Foto: Colourbox)

En lockout fra kommunernes side kan komme til at resultere i undervisning i aftentimerne, weekenden og sommerferien.

Sådan lyder et bud fra formanden for Skolelederforeningen, Anders Balle, efter at Kommunernes Landsforening (KL) torsdag har gjort det klart, at undervisning, der måtte gå tabt under en konflikt, skal erstattes senere hen.

- Man kan lave lørdagsundervisning, eller man kan udvide skoledagene i en periode, så de bliver længere, siger han og fortsætter:

- Men hvis lockouten kommer til at vare i flere uger, så bliver det svært at erstatte undervisningen i dette skoleår. Så skal vi inddrage den første uge eller de første 14 dage af sommerferien, og det vil give rigtig meget bøvl.

Lockout kan blive realitet

Forhandlingerne om lærernes arbejdstid brød natten til onsdag sammen. I dag torsdag har KLs bestyrelse så besluttet at varsle lockout for folkeskolelærerne fra 1. april.

Hvis lockouten bliver en realitet, betyder det at lærerne ikke må undervise, mens den står på. Og Anders Balle frygter, at det ikke vil være muligt at godtgøre al den undervisning, der kan risikere at gå tabt.

- Det er ikke min forestilling, at vi kan hente hele det efterslæb for de elever, der går ud af skolen. En konflikt skal gøre ondt, ellers har den ingen virkning. På en privat virksomhed koster det penge, her koster det undervisning, siger han.

Ifølge KL skal det såkaldte minimumtimetal for undervisningen opfyldes - lockout eller ej.

Minimumsatsen for hvor mange gange, de danske skoleelever skal tærskes igennem matematik- og dansktimer, er fastsat i folkeskoleloven.

Lockouten vil omfatte 50.000 lærere og børnehaveklasseledere.

/ritzau/