Smilende Eva Kjer Hansen er mødt på arbejde

Det var en smilende og mobiltelefontalende Eva Kjer Hansen (V), der for kort tid siden mødte op på sin arbejdsplads i Miljø- og fødevareministeriet.

Sådan så det ud i går, da Eva Kjer Hansen havde været i samråd. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Tirsdag aften oplyste De Konservative, at man ikke længere har tillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Dermed er der ikke længere et flertal bag hende, men alligevel mødte hun onsdag omkring klokken 9 på arbejde.

Det viser billeder på TV 2 News, hvor ministeren kom gående til ministeriet med mobiltelefonen ved øret.

Eva Kjer Hansen havde tid til at smile og sagde til tv-kanalen, at hun var på vej ind for at passe sit arbejde.

Tidligere på morgenen aflyste Eva Kjer Hansen et besøg i "Go' Morgen Danmark", ligesom et borgermøde senere onsdag også er aflyst.

På ministerens program har der tidligere fremgået et Venstre-gruppemøde klokken 12, men dette er dog aflyst, oplyser Venstres pressetjeneste til DR Nyheder.

Dog figurerer et samråd klokken 14.45 fortsat.

Ingen medier har endnu hørt noget fra statsminister Lars Løkke Rasmussen siden tirsdag aften klokken 20:04, da han tweeter og skaber tvivl om hele regeringens liv.

Det vides ikke, hvornår der kommer nyt om sagen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube