Socialdemokraterne: Vi har ingen berøringsangst i debat om kvindeundertrykkelse

Ligestillingsordfører afviser, at Folketingets største parti har svigtet i debatten om overgreb og kvindeundertrykkelse.

Ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, afviser at Socialdemokraterne har undertrykt debatten om etnicitet i debatten om overgreb på kvinder. (© DR)

SF-formand Pia Olsen Dyhr taler på sit egne partis vegne og ikke om Socialdemokraterne, når hun revser venstrefløjen for at være berøringsangste i debatten om overgreb og kvindeundertrykkelse fra bestemte befolkningsgrupper.

Det siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, som svar på Pia Olsen Dyhrs opråb i dagens Jyllands-Posten, hvor SF-formanden kritiserer venstrefløjen for at være berøringsangste i debatten om overgreb på kvinder fra specifikke kulturer.

- Jeg kan forstå argumentationskæden. Det kan sagtens være, hun har ret, når det angår SF. Det er bare ikke et billede, jeg kan genkende fra Socialdemokratiet, siger Rasmus Horn Langhoff.

Han understreger, at han ser aldeles alvorligt på problematikken – særligt efter masseovergrebene i Køln, hvor udenlandske mænd er anholdt for at have begået overgreb på flere hundrede kvinder.

- Det, der skete i Køln, er jo helt ekstremt. Det ligner noget masseorganiseret, og det er meget, meget skræmmende og helt ekstremt. Det udspringer også af et forkvaklet kvindesyn. Det mener jeg ikke, vi kan komme udenom, siger han.

- For os – når vi ser nogle problemer – så er det nogle problemer, der skal løses. Det er aldrig noget der skal forties.

Særligt fremhæver Rasmus Horn Langhoff den svære balancegang mellem ligestilling og hensynet til andre kulturer, som et svært aspekt i debatten. Men han advarer mod det, han mener er en tendens på højrefløjen; at skære alle over en kam efter angrebene i Køln.

Du siger debatten er vigtig. Alligevel kan jeg ikke se, at du skulle have sagt noget om den?

I går havde jeg ti minutters interview til den artikel (I Jyllands-Posten, red.), som ikke kom med. Jeg gør det også nu. Jeg deltager meget gerne i debatten, siger Rasmus Horn Langhoff.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube