Solarieforbud for unge på vej

Unge under 18 kan måske forberede sig på, at det bliver forbudt for dem at gå i solarium.

(Foto: dr)

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) vil nu forbyde børn og unge under 18 år at gå i solarium. Forbuddet vil især påvirke danske piger, der er verdens største forbrugere af den kunstige sol.

- Vi regulerer jo mange ting i vores samfund, hvor der er noget, der er farligt, og der kan ikke være nogen tvivl om, at det er meget farligt at gå i solarium, siger Astrid Krag til DR Nyheder.

I første omgang skal solarieforbuddet forhandles med Enhedslisten, der netop har fået regeringens udspil stukket i hånden. Partiet har endnu ikke taget stilling til, om det er for eller imod.

Øger risiko for kræft

Solarier er en del af forklaringen på, at over 12.000 danskere hvert år får hudkræft. Selv brug af solarium én gang om måneden kan øge risikoen for hudkræft markant, ikke mindst hos unge brugere.

Hos Kræftens Bekæmpelse hilser man et forbud velkomment.

- Vi ved, at man fordobler sin risiko for at få modermærkekræft, hvis man går i solarium, siger kampagnechef Peter Dalum fra Kræftens Bekæmpelse.

Kritisk branche

For at håndhæve forbuddet kan det blive nødvendigt med adgangskontrol i solarierne, så personalet kontrollerer identiteten på kunderne, fremgår det af sundhedsministerens forhandlingsudspil.

Det er branchen meget imod, da de fleste solarier i dag er ubemandede.

- Hensynet er højest at tage til de unge kvinder, hvor alt for mange får kræft, siger sundhedsministeren.

Venstre på dupperne

I Venstre giver man idéen om et solarieforbud for unge en kolde skulder. Gruppeformand og næstformand Kristian Jensen skriver på sin Twitter-profil, at det er "endnu et udslag af rød forbudsmani".

I et svar til en følger på det sociale medie skriver Kristian Jensen også, at "jeg tror på oplysning og ansvarliggørelse - ikke socialdemokratiske forbud og umyndiggørelse".