Stifter af tænketanken Cepos bliver konservativ

For under seks år siden stillede han op til EU-parlamentsvalget for Venstre. Nu har Kasper Elbjørn meldt sig ind hos De Konservative.

De Konservative er blevet endnu en profileret skikkelse rigere forud for valgkampen op til folketingsvalget, der senest kommer til september.

Det står klart efter, at kommunikationsdirektør i Saxo Bank og medstifter af den borgerligt-liberale tænketank Cepos, Kasper Elbjørn, har meldt sig ind i partiet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Dermed tilslutter han sig den tidligere partistifter af Ny Alliance Naser Khader, der for to uger siden meddelte, at han er klar til at gøre politisk comeback som konservativ folketingskandidat.

20 år i Venstre

Kasper Elbjørn har før været medlem af Venstre gennem 20 år, men valgte sidste år at melde sig ud af det liberale oppositionsparti, da han følte, at partiet havde rykket sig for tæt på den politiske midte.

- Jeg synes, De Konservative er et spændende parti, som forstår at kombinere ønsket om økonomiske reformer med en værdipolitik, der værner om de danske traditioner og værdier, siger Kasper Elbjørn til Frederiksborg Amts Avis.

Kasper Elbjørn fremhæver, at De Konservative både har fælles træk med Liberal Alliance, når det kommer til den økonomiske politik og fælles træk med Dansk Folkeparti, når det gælder værnet om de danske traditioner.

- Lige præcis den kombination gør De Konservative så interessante i øjeblikket, siger han.

Stillede op til EU i 2009

Kasper Elbjørn stillede i 2009 op til Europa-Parlamentet for Venstre. Han blev dog ikke valgt, og dagen efter meldte han sig ud af partiet.

Både Naser Khader og Kasper Elbjørn kommer som tiltrængte profiler til et parti, der på det seneste har oplevet, at prominente navne som Lene Espersen, Per Stig Møller og Tom Behnke i løbet af indeværende valgperiode har meddelt, at de ikke genopstiller

Det vurderes, at især Naser Khaders kandidatur blandt andet kan være med til at hjælpe De Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, til valg i Vestjyllands Storkreds, hvor partiet ellers normalt ikke får gevinst.

I seneste Voxmeter-måling for Ritzau stod De Konservative til at få 5,3 procent af stemmerne svarende til ni mandater.

/ritzau/

Dr.dk/nyheder har i en tidligere udgave af artiklen skrevet, at Kasper Elbjørn stiller op til det kommende Folketingsvalg for de Konservative. Det er ikke korrekt og er rettet i denne version.