Per Stig Møller efter blå nervekrig: Jeg har aldrig haft problemer med Venstre

Hvis det fremtidige samarbejde mellem K og V skal lykkes, skal de 'tale med hinanden i tide', lyder det fra den erfarne politiker.

Venstre skal lytte mere, og de andre borgerlige partier skal ikke true med at vælte regeringen hele tiden, lyder det fra Per Stig Møller. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Tidligere udenrigsminister og mangeårige medlem af Det Konservative Folkeparti Per Stig Møller har de seneste dage fulgt dramaet mellem sit parti og Venstre.

Han vil ikke kommentere på specifikt på sagen og på den konservative formand, Søren Pape Poulsens, beslutning om at udtrykke mistillid til, nu tidligere, miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Men han fortæller, at han i sin lange ministertid ikke mindes stridigheder med de borgerlige kolleger.

- Jeg har ikke haft problemer med Venstre de 13 år, jeg har været minister. Vi har haft et godt samarbejde, siger Per Stig Møller.

Han vil ikke udtale sig om, hvordan han mener, De Konservative står, efter de - trods lange møder - ikke lod sig kue og vandt magtkampen med Venstre.

Men han 'går ud fra', at de har fundet ud af, hvordan samarbejdet skal køre de næste 3,5 år.

- Det må have været meningen med de møder, de har holdt på Marienborg – at Venstre skal lytte til de andre, og de andre heller ikke skal true med at vælte regeringen hver anden dag. Men det forudsætter, at der er et samarbejde, hvor man har tillid til hinanden, og det håber jeg, de har bygget op, siger han.

På spørgsmålet om, hvordan man sikrer det tillidsfulde samarbejde svarer Per Stig Møller:

- Det er at tale med hinanden i tide og vide, hvad det er den ene gerne vil undgå, og hvad er det, man gerne vil nå – og så må man finde en fælles politik på spørgsmålet, siger han.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube