Tema Asylstramninger

Støjberg åbner for at ændre smykkeforslag: Vi vil ikke flå plomber ud på folk

Det kan være, vi skal have præciseret tingene lidt, siger udlændingeministeren efter heftig kritik af forslag om flygtninges værdigenstande.

- Jeg vil da ikke afvise, at vi kan præcisere lovforslaget lidt, og i hvert fald bemærkningerne dertil, så alle føler sig trygge, siger Inger Støjberg (V) om regeringens forslag om at beslaglægge værdigenstande fra flygtninge. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Regeringens forslag om at fratage flygtninge deres værdigenstande har fået hård kritik både herhjemme og ikke mindst i udenlandske medier.

Der har især været fokus på udtalelser om diamantkufferter og smykker, og samtidig er opbakningen til regeringens lovforslag L87, som førstebehandles i næste uge, begyndt at smuldre.

Nu åbner udlændingeminister Inger Støjberg (V) så for at ændre i regeringens lovforslag - specifikt i den del, der omhandler beslaglæggelse af flygtninges værdigenstande.

Asylstramninger

Regeringen har vedtaget en række asylstramninger, som har vakt voldsom debat - både herhjemme og i udlandet. Blandt de mest diskuterede stramninger er, at asylansøgere skal betale en del af omkostningerne, hvis de har værdier for over 10.000 kroner. Og at de først kan søge om familiesammenføring efter tre år, mens deres sag er under behandling. Læs mere i temaet.

Gå til tema

- Der har været meget debat om det her spørgsmål, og der har også været mange misforståelser. Derfor kan det godt være, vi skal have præciseret tingene lidt, siger Inger Støjberg til DR Nyheder.

Støjberg understreger, at regeringens lovforslag fortsat vil hvile på ”det grundlæggende princip, at hvis man kan forsørge sig selv, så skal man”.

- Det er et princip, vi har for alle i Danmark, og når man nu har det for alle de mennesker, der har boet i Danmark i rigtig mange år, så synes jeg, det er underligt ikke også at videreføre det til de mennesker, der lige er kommet hertil, siger Inger Støjberg.

- Men jeg vil da ikke afvise, at vi kan præcisere lovforslaget lidt, og i hvert fald bemærkningerne dertil, så alle føler sig trygge, siger hun.

Hvad er det, der skal præciseres?

- Jamen, nu må jeg jo lige få samlet op på, hvilke misforståelser der florerer rundt omkring, og det er jo netop ikke sådan, som nogle har sagt, at der skal flås plomber ud af tænderne på de mennesker, der kommer hertil. Det er jo helt tudetosset – også at man overhovedet har den diskussion, siger Inger Støjberg.

- Når man kommer hertil med en helt almindelig vielsesring, kunne vi aldrig drømme om at tage den fra folk. Lige sådan, hvis de smykker, man kommer med, har en personlig værdi for én, altså en affektionsværdi, og hvis det er det sidste, man for eksempel har fået fra sine forældre, så kunne vi ikke finde på at tage det fra folk.

I regeringens lovforslag hedder det ellers, at flygtninges værdigenstande er fritaget for beslaglæggelse fra de danske myndigheder, ”medmindre genstandene har en sådan værdi, at det ikke findes rimeligt at undtage dem fra beslaglæggelse”.

Den del af lovforslaget gjorde før jul Socialdemokraterne, Liberal Alliance og Konservative betænkelige ved det samlede forslag, og de tre partier efterlyste en ny diskussion af det samlede forslag.

Det ønske ser nu ud til at blive imødekommet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube