Tema Asylstramninger

Støjberg: Det er rimeligt at tage smykker og penge fra flygtninge

Udlændinge- og integrationsministeren affejer udenlandsk kritik af, at flygtninge skal betale for deres ophold.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg mener, at det er rimeligt, at asylansøgere skal betale for deres ophold i asylcentrene, hvis de kan. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Kritikken hagler ned over Danmark på de sociale medier, efter at den amerikanske avis Washington Post har beskrevet en af regeringens planlagte udlændingestramninger.

Stramningen, der har opbakning fra et flertal i Folketinget, går ud på, at asylansøgeres værdigenstande som smykker og kontanter skal kunne beslaglægges for at betale for deres ophold i Danmark.

Asylstramninger

Regeringen har vedtaget en række asylstramninger, som har vakt voldsom debat - både herhjemme og i udlandet. Blandt de mest diskuterede stramninger er, at asylansøgere skal betale en del af omkostningerne, hvis de har værdier for over 10.000 kroner. Og at de først kan søge om familiesammenføring efter tre år, mens deres sag er under behandling. Læs mere i temaet.

Gå til tema

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) affejer den udenlandske kritik af, at asylansøgerne skal betale for deres ophold i asylcentrene.

På Facebook skriver hun der ikke er nogen grund til kritik, fordi det jo allerede er sådan i dag, at hvis man som dansker har værdigenstande for over 10.000 kr., så kan det kræves, at det skal sælges, før man kan modtage kontanthjælp.

- I Danmark skal man nemlig forsøge sig selv, hvis man kan. Det er kun rimeligt, og det gælder nu alle - ligegyldigt om man har levet i Danmark hele sit liv, eller om man lige er kommet hertil.

Heller ikke Dansk Folkeparti lader sig gå på af den udenlandske kritik.

- Man kan ikke lave udlændingepolitik efter, hvad udenlandske aviser skriver, siger udlændingeordfører Martin Henriksen.

Han er heller ikke bekymret over, at det ifølge eksperter kan skade Danmarks omdømme og dermed internationale indflydelse og eksport.

- Det vil altid være sådan, at når man strammer op, så vil historier kunne vandre videre, de vil have en bestemt udlægning, folk vil komme med alle mulige beskyldninger, og eksperter vil også vurdere, at det vil skade dansk eksport, siger Martin Henriksen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube