Støjberg: Min overbevisning at vi overholder konventioner

Udlændinge- og integrationsminister (V) kan ikke garantere, at Danmark vil vinde sag om menneskeretskrænkelser efter vedtagelse af kontroversiel lov.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i Folketingssalen i dag, hvor de omdiskuterede asylstramninger blev stemt igennem. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Med vedtagelsen af den omdiskuterede lovpakke L87 skal flygtninge med den såkaldte "midlertidige beskyttelsesstatus" nu vente i tre år – mod tidligere et år – på at få familiesammenført mand, hustru eller børn til Danmark.

Det vil ifølge Institut for Menneskerettigheder overbevist være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - lige som Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt Nielsen, også vurderer:

- Kernen i det er jo, at man fratager børn og forældre retten til at se hinanden, siger hun, efter at 81 stemte for og 27 imod lovforslaget i Folketingssalen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er af en noget anden opfattelse.

- Ja, det er bestemt min overbevisning (at forslaget ikke er konventionsstridigt, red.), for ellers havde jeg ikke lagt det frem, siger hun.

Men kan du så også garantere, at der ikke kommer en sag, hvor der bliver bragt tvivl om, hvorvidt Danmark overholder menneskerettighederne?

- Nej, det kan jeg ikke garantere, og jeg har hele tiden sagt, at der er en proces-risiko, men vi har ikke lagt forslaget frem, hvis ikke vi mente, at det var i medhold til konventionerne, siger Inger Støjberg.

På Folketingets talerstol slog hun fast, at lovforslaget om begrænsningen af familiesammenføring "går til kanten".

Inger Støjberg kan ikke garantere, at Danmark vil vinde sag om menneskeretskrænkelser efter vedtagelse af asylstramningerne.

Opslået af DR Nyheder på 26. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube