Støjberg vil skille mindreårige fra voksne samlevere på asylcentre

En høring har vist, at 27 mindreårige asylansøgere havde voksne samlevere eller ægtefæller.

Fremefter må asylansøgere under 18 år ikke bo sammen med en ægtefælle eller samlever på de danske asylcentre. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) tvinger nu de danske asylcentre til at adskille asylansøger-par, hvis den ene af parterne er under 18 år.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som ministeriet netop har sendt ud.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at der i øjeblikket bor mindreårige i det danske asylsystem med en ægtefælle eller samlever, og jeg har bedt Udlændingestyrelsen om straks at sætte en stopper for det, siger Inger Støjberg i pressemeddelelsen.

Meldingen kommer efter, at en såkaldt hastehøring har vist, at 27 mindreårige asylansøgere havde voksne ægtefæller eller samlevere. Et tal, som mx.dk omtalte i morges. I nogle af tilfældene var parrene indkvarteret hver for sig.

I et enkelt af tilfældene var tale om en mindreårig på 14 år, der levede sammen med en person på 28 år, mens der i de øvrige tilfælde var tale om ældre mindreårige. Alderen på samleverne varierede fra 18 og op til 33 år.

I de aktuelle sager bliver parrene nu skilt ad.

Udlændingestyrelsens praksis har tidligere været at adskille par, hvis den ene part har været under 15 år.

For dem på 15 år eller over har styrelsen taget stilling til, om de har kunnet indkvarteres sammen med samleveren eller ægtefællen i hvert enkelt tilfælde, men nu gælder de samme regler altså for begge aldersgrupper.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube