Stort flertal ønsker nationalt DNA-register over alle

Knap otte ud af ti mener, at det er en god idé at oprette et nationalt DNA-register over alle i Danmark, som politiet kan bruge i sit opklaringsarbejde. Men politikerne tøver.

Politiet har i dag alene et DNA-register over mistænkte, der har været indblandet i efterforskning, men DNA-sporene skal slettes efter 10 år, hvis ikke de mistænkte er blevet dømt. (© Colourbox)

Staten skal have lov til at indsamle DNA-prøver fra samtlige danskere til et nationalt register, som politiet kan bruge i sit opklaringsarbejde, hvis der er DNA-spor på et gerningssted.

Det er konklusionen i en ny meningsmåling lavet af Epinion for DR Nyheder.

I målingen svarer 76 procent af de adspurgtem ja til, at det er en god idé, at alle skal have en profil i politiets centrale DNA-register. Kun 14 procent svarer, at ikke er en god idé og resten ved det ikke.

Politiet har i dag alene et DNA-register over mistænkte, der har været indblandet i efterforskning, men DNA-sporene skal slettes efter 10 år, hvis ikke de mistænkte er blevet dømt.

Politiet er positive

Formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, hilser danskernes holdning velkommen og mener, at 'det giver god mening' at indføre et nationalt DNA-register over alle.

- Det er vigtigt, at man hurtigst muligt kan fjerne mistanken mod nogle, som fejlagtigt er under mistanke. Det har vi før set grimme eksempler på, siger han.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er glad for, at danskerne vil have nationalt DNA-register. (© DR)

Claus Oxfeldt henviser blandt andet til sagen om drabet på en ung pige i Herning nytårsnat i 2010.

Her blev Jan Lindholt Mikkelsen anholdt, fordi politiet havde mistanke om, at han havde noget med drabet at gøre, og kort efter var hans navn og billede på forsiden af Ekstra Bladet.

Men Jan Lindholt Mikkelsen havde intet med drabet at gøre. Han boede blot i den ejendom, hvor pigen blev dræbt.

Professor: Ingen fare ved register

Med et nationalt register vil politiet ligge ind med særdeles personfølsomme oplysninger. I 2012 lykkedes det for hackere at bryde ind i politiets kørekortregister og stjæle netop personfølsomme oplysninger om danskerne.

Det ledte efterfølgende til den store CSC-hacker-sag, hvor begge tiltalte i oktober 2014 blev idømt fængselsstraffe.

Claus Oxfeldt afviser, at der vil være en risiko ved, at politiet driver et nationalt DNA-register.

- Politet har i mange år kunnet håndtere personfølsomme oplysninger, og det kan vi også i forhold til det her, siger formanden for Politiforbundet.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er glad for, at danskerne vil have nationalt DNA-register. (Foto: Allan Lundgren © Scanpix)

Statsobducent og professor Jørgen Lange Thomsen fra Syddansk Universitet er positivt overrasket over, at så mange danskere vil have et nationalt DNA-register.

- Det er overraskende, at danskerne er blevet så fornuftige. Det, der taler imod et register, har altid været følelser. Men man kan ikke pege på nogen rigtig fare ved at have et sådant register, siger Jørgen Lange Thomsen.

Han er sikker på, at et nationalt DNA-register vil betyde, at det bliver meget lettere både at forebygge og bekæmpe kriminalitet.

Etisk Råd: Vær mere nuanceret

Hos Etisk Råd er holdningen hos formand Jacob Birkler, at der sagtens kan være gode argumenter for at indføre et nationalt DNA-register, men at de principielle overvejelser bundet til privatlivets fred og overvågning står i skyggen af de nyttemæssige overvejelser.

- Men det har ikke særlig meget klangbund i det samfund, vi lever i i dag.

- Det handler ikke om at have det ene eller andet synspunkt og være enig eller uenig. Det handler om at være bevidst om de mange sider af den her sag, inden man bare blindt lader sig fascinerer af, hvor effektivt det måtte være, siger Jacob Birkler.

Politikere tøver

På Christiansborg er det svært at få et helt klart svar fra partierne om, hvorvidt de er enige med det store flertal i den danske befolkning, der ønsker et national DNA-register.

Socialdemokraterne og SF er skeptiske og mener, at der er mange hensyn at tage.

Kun Dansk Folkeparti, der tidligere har foreslået et register over alle, jubler og kalder det 'vand på vores mølle'.

- Hvis vi får en chance efter et folketingsvalg, så vil vi slå på tromme for at indføre et sådant register. Det er et godt redskab for politiet, og det vil spare penge i forbindelse med efterforskning, fordi man ret hurtigt vil kunne udelukke en række mistænkte i forbindelse med alvorlige forbrydelser, siger retsordfører Peter Skaarup (DF).

Dansk Folkeparti foreslog i 2013 en registrering af alle nyfødte. Forslaget kom i kølvandet på den krænkersagen fra Fyn, hvor en 40-årig mand indrømmede at stå bag sexovergreb på to mindre-årige piger.

Inden anholdelsen havde politiet forsøgt at finde gerningsmanden ved hjælp af hundredvis af DNA-prøver.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube