Svenskerne raser over dansk hash-forsøg

Københavns Kommune vil igen forsøge at lave et test med legalt salg af hash. Idéen vækker bekymring i Sverige.

København vil som forsøg gøre det legalt at ryge hash. Svenske politikere er bekymret. (© © DR)

Svenske politikere er stærkt utilfredse med, at Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), vil legalisere salget af hash i hovedstaden.

Legaliseringen skal ske gennem en forsøgsordning, hvor det eksempelvis skal være forbudt for folk under 18 år at købe hash, og kun folk med dansk sygesikring kan handle for at forhindre, at legaliseringen skal skabe hash-turisme i København.

Svensk frygt

Det er ellers netop det, svenske politikere frygter vil ske.

Monika Engström, som er medlem af regionsrådet i Skåne for Miljøpartiet, er overbevist om, at et eventuelt forsøg med legalt salg af hash i København vil få betydning for Skåne.

- Der findes jo nogen, som vil sælge det videre. Jeg ser med stor bekymring på planerne, siger hun til det svenske nyhedsbureau TT.

Monika Engstöm bakkes op af sin partifælle Anders Åkesson.

Frygter flere svenske joints

- Dette vil øge de unges evne til at smugle cannabis til Sverige, siger han til den svenske avis Sydsvenskan.

Anders Åkesson køber ikke Frank Jensens argument om, at legaliseringen kan komme den organiserede kriminalitet til livs og også underminere andre former for grov kriminalitet, som i dag gør Københavns gader usikre.

Mange politikere fra Skåne har meldt sig til fredagens konference på Københavns Rådhus, hvor forsøgsordningen præsenteres.

Svensk politi

Også politiet på den anden side af Øresund er betænkelige ved Frank Jensens forslag.

- Det betyder, at hvis vi pågriber en påvirket person i Skåne, kan de bare sige, at de har været i Danmark og ryge, og så kan vi ikke retsforfølge dem, siger Jonas Karlberg, der er politiinspektør i Malmø, til Sydsvenskan.

- Det vil give problemer, for sådan nogle ting lærer folk hurtigt, tilføjer han.

Planen er, at den legale hash skal sælges fra mellem 25 og 40 udsalgssteder med sundhedsfagligt personale til en pris, der kan konkurrere med de priser, som stoffet sælges til i Pusher Street på Christiania og andre steder i hovedstaden.

- Alle hidtidige forsøg på at standse udbredelsen af ​​hash har svigtet. Derfor mener jeg, det er tid til at udforske andre muligheder, skriver Frank Jensen torsdag i et indlæg i Sydsvenskan.

/ritzau/