Tesfaye efterlyser opdaterede asyltal i Danmark

Det bør opdateres oftere, hvor mange asylsøgere der kommer til Danmark, mener Mattias Tesfaye (S).

Den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye vil forlange af integrationsminister Inger Støjberg (V), at den danske befolkning får mere præcise og opdaterede asyltal ligesom i Sverige. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

- Svensk offentlighed får dag-til-dag asyltal. Nu forlanger jeg det samme af Støjberg. Situationen skal følges tæt.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets Mattias Tesfaye på Twitter.

Han mener nemlig ikke, at det er i orden, at den danske befolkning ikke får opdaterede asyltal, ligesom svenskere får det fra Migrationsverket, som er den svenske pendant til Udlændingestyrelsen.

Svenskerne kan på Migrationsverkets hjemmeside få et overblik over flygtningesituationen samt tal på, hvor mange flygtninge der er kommet til landet de seneste syv dage.

I Danmark bliver tallene kun opført på månedsbasis.

- Det dur ikke, at jeg som medlem af Folketinget skal stille spørgsmål til ministeren og så først få svar om X antal dage, siger han til Ritzau.

- Vi er nødt til at få de her oplysninger ud så præcist og detaljeret som muligt, så hele det danske samfund og Folketinget har det samme og mest opdaterede billede af, hvordan situationen udvikler sig.

Derfor vil han mandag bede Udlændinge,-Integrations og Boligministeriet om at få udarbejdet en procedure som svarer til det, man har Sverige.

- Hvis det kan lade sig gøre i Sverige med deres asyltal, så kan det også lade sig gøre i Danmark med vores asyltal, siger han.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube