Tema Asylstramninger

TIDSLINJE Diamantkufferter og nazi-tegninger: Asyldebatten der løb af sporet

Dansk asyldebat har været præget af markante udtalelser og politiske skænderier.

Inger Støjberg og Kristian Jensen har været to markante skikkelser i asyldebatten. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Flygtningekrisen i Europa og regeringens efterfølgende asylstramninger har været det altdominerende diskussionsemne for politikerne og befolkningen.

Særligt debatten om regeringens såkaldte smykkeforslag har bragt sindene i kog både herhjemme og i udlandet.

Vi har samlet nogle af de mere markante udtalelser i en tidslinje:

13. november 2015: Regeringen fremlægger pakke med asylstramninger

Asylstramninger

Regeringen har vedtaget en række asylstramninger, som har vakt voldsom debat - både herhjemme og i udlandet. Blandt de mest diskuterede stramninger er, at asylansøgere skal betale en del af omkostningerne, hvis de har værdier for over 10.000 kroner. Og at de først kan søge om familiesammenføring efter tre år, mens deres sag er under behandling. Læs mere i temaet.

Gå til tema

I regeringens udspil står der blandt andet:

- Regeringen foreslår at gøre det muligt for politiet at visitere en asylansøger og ransage asylansøgerens bagage med henblik på at sikre penge og værdigenstande til dækning af udgifterne til den pågældendes underhold.

Der var dog undtagelser i regeringens udspil. Genstande med en særlig personlig betydning for asylansøgeren - for eksempel en vielsesring - var fritaget. Medmindre at genstanden havde en sådan værdi, at det ikke konkret fandtes rimeligt.

29. november 2015: Søren Pind snakker om flygtninge med diamantkufferter

I talkshowet 'Vi ses hos Clement' forsvarer justitsminister Søren Pind (V) forslaget om at give politiet mulighed for at ransage asylansøgeres kufferter og konfiskere værdier.

- Vi taler om væsentlige værdigenstande, som ikke har personlig affektionsværdi. Vi taler om en situation, hvor en mand kommer gående med en kuffert fuld af diamanter og samtidig søger ly i Danmark. Det er sgu da kun rimeligt, sagde Søren Pind.

(Foto: ERIK REFNER; Luka Alexander Civa © sCANPIX)

29. november 2015: Martin Henriksen kritiserer Søren Pinds udtalelser

- Jeg ved ærlig talt ikke, hvad der sker for partiet Venstre. Nu fabler Søren Pind om, at politiet kun skal konfiskere diamanter fra flygtninge. Men i forhandlingerne har vi da også talt om pengebeløb og mindre smykker, udtalte han til BNB.

17. december 2015: Uffe Elbæk: Asylstramninger minder om 30’erne

Til det canadiske medie CBC kritiserer Uffe Elbæk regeringens foreslåede asylstramninger, som ifølge ham minder om 30’ernes Tyskland.

- Det er ligesom et ekko fra 30’erne. Selvfølgelig er det ikke den samme kontekst i Danmark, men det fremkalder de samme billeder i folk og de samme følelser.

(Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © sCANPIX)

18. december 2015: Inger Støjberg forsvarer at beslaglægge smykker og værdigenstande over 3.000 kroner

I et tv-interview til Ekstra Bladet bliver Inger Støjberg udfordret, da værten Paula Larrain spørger om hendes vielsesring ville kunne konfiskeres.

- Det kommer an på den helt konkrete situation. Det er op til den enkelte politimand. Det kan jeg ikke stå og sige lige nu, sagde Inger Støjberg.

18. december 2015: Danske asylstramninger giver opmærksomhed i udlandet

En artikel med overskriften "Danmark vil beslaglægge flygtninges smykker og kontanter" er mest læste på Washington Posts hjemmeside.

- Der begynder at være en negativ fortælling om Danmark som et lidt fremmedfjendsk land oppe mod nord, siger Mads Mordhorst, forsker i national branding ved Copenhagen Business School, til DR Nyheder.

24. januar 2016: Kristian Jensen beskylder danske EU-politikere for at give Danmark et dårligt ry

- Jeg ærgrer mig egentlig mest af alt over, at meget af den omtale, der er negativt mod Danmark, er igangsat af danske politikere, der er uenige med vores linje, sagde Kristian Jensen til TV 2.

(Foto: ASGER LADEFOGED © sCANPIX)

27. januar 2016: Lars Løkke Rasmussen tegnes som nazist

Den engelske avis The Guardian laver en satiretegning af Lars Løkke Rasmussen, hvor han bliver fremstillet som nazist.

(Foto: Steve Bell © The Guardian)

27. januar 2016: Mai Mercado kritiserer Uffe Elbæks udtalelser i udenlandske medier

Den konservative politiker er hård i sin kritik af Uffe Elbæk i dette Facebook-opslag:

Din taktik virker, Uffe Elbæk. Nu har du i et stykke tid været omrejsende i at levere billeder af Danmark som 30'ernes...

Opslået af Mai Mercado på 27. januar 2016

Mai Mercados partikammerat - Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader - har i dag kritiseret regeringen for dens kommunikation af lovforslaget om asylstramninger.

- Vi står inde for den lov, vi har stemt for. Men regeringens kommunikation omkring den har været katastrofalt amatøragtig, lyder kritikken.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube