Topfolk i Venstre: Kristian Jensens formandssnak er træls og irriterende

Det er ”ikke for smart”, når Kristian Jensen annoncerer, at han er klar til kampvalg om formandsposten i Venstre.

Statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (th) og næstformand Kristian Jensen drikker kaffe ved partiets landsmøde i efteråret. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det var en træls, irriterende og på alle måder uheldig kommentar, som udenrigsminister Kristian Jensen (V) i søndags kom med i Jyllands-Posten.

Her gjorde han det klart, at han som nuværende næstformand i Venstre er klar til et eventuelt kampvalg om formandsposten, når statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen en dag går af.

Men det skulle Kristian Jensen aldrig have sagt, lyder det nu fra toneangivende politikere i Venstre:

Klik på play.

Gade: Træls og irriterende

Gruppeformand Søren Gade (V) kalder det ”træls” og mener, at Kristian Jensen med sin udmelding giver næring til en fuldstændig uaktuel debat.

- Det er, om ikke frustrerende, så irriterende, siger Søren Gade om Kristian Jensens udtalelser.

- Vi har en statsminister i Lars Løkke Rasmussen, så det er en helt uaktuel debat. Det er jo ikke overraskende for nogen, at en næstformand gerne vil være formand. Det er vel derfor, at man er næstformand, siger han.

Ikke desto mindre flytter Kristian Jensen med sine udtalelser fokus fra politikken, mener Venstres gruppeformand.

- Det kan være træls, at vi nu står her omgivet af 20-25 journalister, som vælger at bruge det her til at rejse en debat, som er uaktuel, siger Søren Gade.

Hjort: Ikke for smart

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er heller ikke imponeret af Kristian Jensens udtalelser om, at han er klar til et kampvalg om Venstres formandspost, når posten en dag bliver ledig, og hvis der skulle være andre kandidater.

Claus Hjort Frederiksen er enig med Søren Gade i, at det er ”træls”.

- Det er et meget godt udtryk for det. Det er en helt irrelevant problemstilling, da vi jo har en udmærket formand og statsminister, siger finansministeren.

På spørgsmålet om, hvorvidt Kristian Jensen har dummet sig med sine udtalelser, svarer Claus Hjort følgende:

- Jeg synes ikke, det er for smart.

Skader det Venstre?

- Det er i hvert fald irriterende, siger Claus Hjort Frederiksen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube