Tyrkiet afviser at have et angiversystem for kritikere

Tyrkiets ambassade forsikrer, at landet ikke har et angiversystem og ikke registrerer regeringskritiske folk.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skriver på Twitter, at det er blevet understreget for Tyrkiet, at Danmark ikke vil acceptere angiveri. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Mandag har der udspillet sig et møde på højt embedsmandsniveau mellem Danmark og Tyrkiet.

Det kom i stand, efter at det i weekenden kom udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) for øre, at dansk-tyrkere skulle være blevet angivet til de tyrkiske myndigheder for at have været kritiske over for Tyrkiets præsident.

Efter mødet skriver ministeren på Twitter:

- Udenrigsministeriet har nu gjort det klart for Tyrkiets ambassade: Angiveri af dansk-tyrkiske Erdogan-kritikere er uacceptabelt. Vil følge sagen tæt.

En række danskere med tyrkiske rødder fortalte søndag til Berlingske, at de har fået at vide, at de er blevet angivet til de tyrkiske myndigheder.

Efter sigende fordi de enten har udtalt sig kritisk om Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, eller udtrykt støtte til Gülen-bevægelsen, som i den tyrkiske regerings optik er en terrororganisation.

På mandagens møde har den tyrkiske ambassade forklaret, at de tyrkiske myndigheder ikke har et angiversystem, og at man ikke registrerer personer, der er i opposition til eller er kritiske over for regeringen.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Telefonlinjer, som borgere kan ringe ind med oplysninger på, er tiltænkt terrorismerelaterede sager, har tyrkerne mandag forklaret Udenrigsministeriet.

Der findes således heller ikke nogen "sort liste" med navne på personer fra Danmark, der vil kunne få problemer ved indrejse til eller udrejse fra Tyrkiet, lyder det videre.

/ritzau/