Tyskland skal feje næste Femern-forhindring af vejen

En tunnel under Femern Bælt må vente, indtil tyske myndigheder godkender den dansk-tyske forbindelse.

ARKIVFOTO 2015 af området ved den kommende Femernforbindelse på Lolland. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Gravearbejdet under Femern Bælt kan først begynde, når tyske myndigheder har sagt god for den faste forbindelse.

Men der er givet 3000 tyske indsigelser mod projektet, og når det bliver godkendt, ventes to års retssager at følge i Tyskland.

Selvom transportminister Hans Christian Schmidt (V) mener at være på rette spor, er der stadig en væsentlig, ubekendt spiller i det enorme projekt.

- Den tyske miljøgodkendelse foregår i Tyskland, så den skal man nok ikke give mange bemærkninger i Danmark. Men jeg ved, at tyskerne gør alt, hvad de kan, for at fremme det så hurtigt som de kan, siger Hans Christian Schmidt.

- Vi læner os op ad, hvad den tyske transportminister har sagt: At han mener, at miljøgodkendelsen vil komme i 2017. Men at der er en tradition for, at der følger to års retssager bagefter.

Og derfor ventes det første spadestik at kunne tages i 2019.

Fredag har de danske forligspartier bag den dansk-tyske forbindelse givet grønt lys for projektet.

52,6 milliarder ventes prisen at blive, og hvis arbejdet forløber som forventet, kan strækningen Rødbyhavn-Femern krydses i bil og tog fra midten af 2028.

Hvis ikke byggeriet er gået i gang i 2019, venter en ekstraregning på 300 millioner kroner i form af en kompensation til entreprenørerne.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube