Udflytning: Liberal Alliance stemmer imod regeringen – flertal afhænger nu af S

Socialdemokraterne har endnu ikke taget stilling til, om partiet vil stemme for at flytte DIIS fra København til Aarhus.

Liberal Alliance stemmer ikke for regeringens forslag om at flytte DIIS fra København til Aarhus. Her ses partiets udenrigsordfører, Mette Bock. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og resten af Venstre-regeringen afhænger af Socialdemokraterne for at få et flertal på plads omkring den planlagte flytning af Dansk Institut for Internationale Studier fra København til Aarhus.

Det står klart, efter at Liberal Alliance nu meddeler, at partiet vil stemme imod regeringens lovforslag om at flytte DIIS.

- Vi stemmer imod en udflytning af DIIS, siger udenrigsordfører Mette Bock (LA).

- Det er ikke fordi, at vi er imod, at man flytter statslige arbejdspladser ud, men DIIS er en helt særlig institution. Den har sin egen lov, er selvstændig uafhængig, har en uafhængig bestyrelse, og derfor synes vi ikke, vi skal udflytte DIIS, siger hun.

Liberal Alliance har tidligere gjort det klart, at regeringen skal ”trække en kanin op af hatten”, hvis partiet skulle stemme for at flytte DIIS ud af København, men det har regeringen ifølge LA ikke gjort.

- Nej, jeg har stadig ikke hørt nogen overbevisende argumenter, siger Mette Bock.

Flytningen af DIIS er en del af regeringens store plan om udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden, men kræver som eneste statslige arbejdsplads et flertal i Folketinget, hvis flytningen skal realiseres.

De øvrige statslige arbejdspladser kan regeringen flytte administrativt og behøver derfor ikke et flertal.

Flertal afhænger af S

Med Liberal Alliances udmelding kan regeringen ikke samle flertal i blå blok og afhænger dermed af Socialdemokraternes stemmer, hvis flytningen af DIIS skal blive til virkelighed.

Socialdemokraterne har dog endnu ikke taget stilling, da partiet først vil læse alle høringssvar, der er kommet angående DIIS, ligesom S også vil læse regeringens eget høringsnotat, som endnu ikke er kommet.

- Vi støtter generelt op om udflytningen. Men med hensyn til det konkrete tilfælde med DIIS, afventer vi regeringens høringsnotat, siger landdistrikts- og ø-ordfører Magnus Heunicke (S) til DR Nyheder.

Dansk Folkeparti vil stemme for regeringens forslag om at flytte DIIS til Aarhus, og det vil Konservative også, oplyser partiet til DR Nyheder.

Den 1. oktober i år annoncerede regeringen, at omkring 3.900 statslige arbejdspladser flyttes ud af København - heriblandt DIIS med sine omkring 100 arbejdspladser.

Regeringens lovforslag om DIIS ventes at blive behandlet folketingssalen i starten af marts.

Liberal Alliance meddeler, at partiet vil stemme imod regeringens lovforslag om at flytte DIIS fra København til Aarhus.

Opslået af DR Politik på 10. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube