Undervisningsminister kræver opgør med "snydekultur"

Det er uacceptabelt, at eleverne kan betale sig fra at lave en så vigtig opgave, hvor de skal demonstrere, hvad de har lært i gymnasiet, siger Ellen Trane Nørby.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil gøre op med snydekulturen.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) er dybt bekymret over det tiltagende snyderi på de gymnasiale uddannelser.

Eleverne snyder både med SRP-opgaverne - studieretningsprojektet - og under lukkede, skriftelige eksamener, hvor eleverne arbejder på egne computere.

- Det er uacceptabelt, at eleverne kan betale sig fra at lave en så vigtig opgave, hvor de skal demonstrere, hvad de har lært i gymnasiet, siger Ellen Trane Nørby med henvisning til brugen af eksterne hjælpere, der skriver elevernes SRP-opgaver for dem.

Men det er ikke kun snyd med den store opgave, der bekymrer ministeren.

Snyderiet til eksamen er især blevet muligt efter en regelændring i 2012 af den ”almene eksamensbekendtgørelse”. Her blev der åbnet for, at der ”i begrænset omfang” kan gives netadgang ved eksamener, hvor det ikke tidligere var tilladt.

- Problemet er generelt snyd på gymnasiet. Vi er nødt til at gøre op med den snydekultur, der er ved at udvikle sig, siger Ellen Trane Nørby.

Hun siger, at problematikken er en del af et regeringsudspil, der kommer senere på året.

- Vi kommer til at præsentere initiativer for at bekæmpe snyd. Vi er nødt til at reagere på baggrund af de indikationer, vi får på, at der foregår snyd - også systematisk snyd nogle steder, siger Ellen Trane Nørby.

Et mundtligt forsvar af SRP-opgaven er en af de muligheder, der drøftes.

- Det er et af en række forslag, vi har diskuteret. Vi kigger på, hvad skal der helt konkret til, så man selv skal op at vise, at man har lavet det stykke arbejde, man bliver bedømt på. Men vi kigger på flere ting, understreger Ellen Trane Nørby.

Der skal også kigges på, hvordan man dæmmer op for snyd på internettet.

- Til nogle eksamener skal man vise, at man er i stand til at søge på nettet. Men vi skal minimere, at man kan gå på Facebook eller andet. Vi har allerede nu udrullet plagiatsystemer, hvor man kan se, om man har taget bidder fra andre på nettet, siger Ellen Trane Nørby.

Der er mere om eksamenssnyd i programmet ”Studentereksamen til salg”. Mandag aften på DR2 kl. 22.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube