Utilfredsheden ulmer i S-baglandet efter asylstramninger: Det er umenneskeligt

Hård kritik, udmeldelser og krav om stop for stramninger. Flere socialdemokratiske kreds- og lokalformand er utilfredse med partiets tilslutning til de seneste asylstramninger.

Partiformand Mette Frederiksen og resten af den socialdemokratiske partitop får hård kritik fra en række kreds- og lokalformænd. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

S-formand Mette Frederiksen og resten af den socialdemokratiske partitop får nu hård kritik fra dele af partiets bagland.

Det sker efter at partiet tirsdag lagde stemmer til Venstre-regeringens særdeles omdiskuterede asylstramninger.

- De stramninger, man er gået med på, er så kraftige, at man ender med at kvæle barnet, og det er ikke humant, siger Preben Etwil, formand for Socialdemokraterne i Rudersdal Kommune.

Han har selv oplevet to partimedlemmer i lokalforeningen, som for nylig har meldt sig ud af Socialdemokraterne som direkte konsekvens af, at partiet støtter de netop vedtagne asylstramninger.

Baglandet

DR Nyheder har talt med i alt 20 socialdemokratiske kreds- og lokalformænd, hvoraf 12 er kritiske over for partiets nuværende asyl- og flygtningepolitik, mens fem bakker op om linjen. Tre ønsker ikke at kommentere.

- Det er begyndt at ulme. Jeg snakker med mange almindelige socialdemokrater, og de har svært ved at forstå den politik, vi er inde på. Og det er rigtig svært at forklare, hvordan det stemmer overens med socialdemokratiske grundholdninger. Jeg har det princip, at det, der ikke kan forklares, kan ikke forsvares, siger Preben Etwil.

Hos Socialdemokraterne i Brønderslev oplever kredsformand Bo Byrial Nielsen ligeledes medlemmer forlade partiet i protest.

- Vi oplever lige nu, at medlemmer simpelthen melder sig ud på grund af udlændingepolitikken. Der er vi gået for vidt, mener de. Og det mener jeg egentlig også. Socialdemokraterne på Christiansborg skal ikke lægge stemmer til flere af regeringens stramninger, siger Bo Byrial Nielsen.

Familiesammenføring gør ondt

De seneste asylstramninger har fyldt meget hos en lang række socialdemokrater, og udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) har også givet udtryk for, at det har været en svær beslutning for partitoppen at stemme for Venstre-regeringens stramninger.

Socialdemokraterne på Christiansborg skal ikke lægge stemmer til flere af regeringens stramninger.

bo byrial nielsen, brønderslev

For tre socialdemokratiske folketingsmedlemmer blev det dog for meget, og de valgte ganske utraditionelt at stemme imod partilinjen.

Det var særligt stramningerne på familiesammenføringsområdet, der gjorde udslaget for MF’eren Daniel Toft Jakobsen.

Også i det socialdemokratiske bagland er det i høj grad den del af asylpakken, der vækker vrede. Fremover skal flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark vente tre år, før de har ret til at søge om familiesammenføring, hvor de tidligere kunne nøjes med at vente et år.

- Særligt stramningen omkring familiesammenføring virker meget, meget umenneskelig, siger Henrik Fjeldgaard, der er formand for Socialdemokraterne i Silkeborg Sydkredsen og ligeledes sidder i regionsrådet i Region Midtjylland.

- Når man ser billeder nede fra de der forfærdelige områder og samtidig skal forestille sig børn og forældre være skilt ad i tre år, får jeg det meget dårligt, og jeg kan slet ikke forstå, at vores parti skal være med på den galej, siger han.

Jeg får det meget dårligt, og jeg kan slet ikke forstå, at vores parti skal være med på den galej.

henrik fjeldgaard, silkeborg

Sådan lyder det også fra lokale socialdemokrater på Bornholm:

- Det er så sandelig ikke noget, jeg er stolt af. Jeg tror ikke, at de nye familiesammenføringsregler gavner. Tværtimod, siger Bjarne Carsten Westerdahl, S-kredsformand i Aakirkeby.

Kan du genkende dit parti?

- Nej, det har jeg faktisk svært ved.

Er du bekymret for, at der vil komme udmeldelser?

- Ja, det er jeg da. Når jeg selv mener, at det her er et skridt for langt, må der være mange andre, der går med de samme tanker, siger Bjarne Carsten Westerdahl.

S-top: Naturligt med debat

DR Nyheder har talt med i alt 20 socialdemokratiske kreds- og lokalformænd, hvoraf 12 er kritiske over for partiets nuværende asyl- og flygtningepolitik, mens fem bakker op om linjen. Tre ønsker ikke at kommentere.

- Som kredsformand bakker jeg op om partiets linje. Og selvfølgelig er det trist, at vi må stramme, men vi må også støtte velfærdskredsen. Vi står i et dilemma, og der er vi nødt til at gøre det. Jeg bakker op linjen som et nødvendigt onde, siger Finn Pilgård fra Greve.

På Christiansborg møder kritikken fra S-baglandet forståelse hos politisk ordfører Nicolai Wammen.

- Det er naturligt, at der i et parti er en diskussion om så svære spørgsmål, og det er der altså også hos Socialdemokraterne. Men vi har lagt den kurs, som vi mener, er rigtig. Hvor vi på den ene side hjælper mennesker i nød, men også tager højde for, at antallet betyder noget, hvis vi som velfærdssamfund skal kunne følge med, siger Nicolai Wammen.

Kritikken fra baglandet går især på stramningerne på familiesammenføringsområdet. Hvordan kan du som socialdemokrat forsvare, at eksempelvis et barn nu skal vente tre år på at få sin mor eller far til Danmark?

- Vi står i en helt ekstraordinær situation lige nu, hvor rigtig mange flygtninge er på vej gennem Europa, og utroligt mange søger asyl i Danmark. Der har vi altså sagt, at antallet betyder noget i forhold til, om vi kan løfte det pres i Danmark eller ej. De tre år er et af de værktøjer, vi kan bruge for at begrænse, hvor mange der vælger at søge asyl i Danmark.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube