V-ordfører kender ikke til Pinds overvågningsforslag

Venstres it-ordfører var tilfreds, da sessionslogningen fik sparket i 2014. Nu foreslår Søren Pind det igen.

Venstres it-ordfører, Torsten Schack Pedersen, havde intet hørt om forslaget.

Regeringen har med justitsminister Søren Pind (V) i spidsen fredag løftet sløret for et forslag om at indføre sessionslogning, der registrerer brugernes mobilfærden på internettet.

Men det kommer helt bag på Venstres it-ordfører, Torsten Schack Pedersen, der intet har hørt om forslaget.

- Det er ikke et forslag, jeg har stiftet bekendtskab med. Jeg har kun hørt om det fra medierne, men det er da et forslag, vi skal have drøftet i folketingsgruppen, siger han til Ritzau.

Søren Pind er dog snart klar til at kunne sende lovforslaget om at genindføre den omstridte sessionslogning i høring.

Justitsministeriet vil genindføre den omstridte sessionslogning - registrering af brugernes aktivitet på internettet - som ellers blev afskaffet i 2014, da den havde vist sig ikke at leve op til formålet, nemlig at hjælpe politiets efterforskning.

Dengang var Venstre, heriblandt også Torsten Schack Pedersen, imod logningen. Det lægger ordføreren da heller ikke skjul på nu.

- Jeg ved ikke, hvad det er, der bliver foreslået. Men jeg kan konstatere, at vi var meget kritiske over for det daværende system og godt tilfredse med, at det blev afskaffet, siger han.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube