Prognose: Rød blok går massivt tilbage

Fremgang til Enhedslisten kan ikke opveje stor tilbagegang hos Socialdemokraterne og SF.

(Foto: DR)

Det tegner til et skidt valg for rød blok, mens Venstre kan se frem til at blive landets største kommunalpolitiske parti.

Det viser en tidlig exitprognose foretaget af Epinion for DR Nyheder.

Her står Socialdemokraterne til 22,7 procent af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på præcis otte procentpoint fra kommunalvalget i 2009. Dermed har partiet mistet cirka hver fjerde vælger.

SF står til 6,6 procent, mens Radikale ser ud til at få 6,3 procent af stemmerne.

Enhedslisten står imidlertid til en solid fremgang fra 2,3 procent i 2009 til 8,5 procent.

Venstre bliver størst

Det ser til gengæld godt ud for Venstre, der ligger til en fremgang på knap to procentpoint til 26,7. Dermed ser partiet ud til at blive størst i kommunerne.

Dansk Folkeparti står til 11,7 procent af stemmerne, Konservative til 7 procent, mens Liberal Alliance kan se frem til 3 procent.

Kristendemokraterne, lokallister, borgerlister og kandidater uden for partierne står samlet til 7,6 procent.

Exitprognosen bygger på svar fra 744 respondenter i perioden 16. november til og med i dag klokken 14:15. Den maksimale statistiske usikkerhed for et parti er på 3,6 procent.

DRs exitprognoser - sådan gjorde vi
  • DRs landsrepræsentative exitprognoser bygger på svar fra 744 respondenter.
  • Svarene er indsamlet i perioden fra 16. november klokken 16:00 til 19. november klokken 14:15.
  • Den maksimale statistiske usikkerhed for et parti er på 3,6 procent.
Kilde: Epinion

Landsresultatet fra kommunalvalget i 2009 blev som følger:

Socialdemokraterne 30,7 procent, Venstre 24,8, SF 14,5, Konservative 11,0, Dansk Folkeparti 8,1, Radikale 3,7, Enhedslisten 2,3, Liberal Alliance 0,3, andre 4,6.

Halvdelen af kommunerne har en S-borgmester

Inden dagens valg er Socialdemokraterne klart størst, når det gælder antallet af borgmesterposter rundt om i landets 98 kommuner.

Der sidder en socialdemokratisk borgmester i præcis halvdelen af kommunerne, mens Venstre har 31 borgmesterposter.

Konservative har 12, fire borgmestre er opstillet på lokallister, mens SF er indehaver af to borgmesterkæder.

De Konservative er indstillet på at gå tilbage ved dette valg, men håber at kunne holde fast i antallet af borgmesterposter.

SF har længe forberedt sig på en markant tilbagegang efter valget i 2009, hvor partiet blev båret frem af den såkaldte Villy-effekt, hvor Villy Søvndal og SF var meget populære.

Du kan følge valget live her.

#kv13 #drvalg